Greve Kommune bliver VM-vært for første gang nogensinde

Der skal kastes med kugler og gris til den helt store guldmedalje næste år i Greve Kommune.

Greve Kommune får sin debut som VM-vært, når det for første gang nogensinde afholdes et VM i petanque på Dansk jord.

Det er nemlig besluttet, at Karlslunde IF skal lægge baner til mesterskabet i 2022, hvor cirka 50 petanquenationer kommer til Karlslunde for at dyste i petanque.

Det skriver Greve Kommune i en pressemeddelelse.

Verdensmesterskabet bliver somsagt det første petanque-VM i Danmark og det første VM-arrangement indenfor en DIF-idræt i Greve Kommune nogensinde.

- Lidt historie kan dermed skrives, og der bliver rig mulighed for at komme helt tæt på spillet og de mange spillere, siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

Men selvom det er historisk for Greve Kommune, så har valget af værts-kommune ikke været svært.

Greve Kommune har nemlig en af Danmarks bedste petanquefaciliteter, hvor Dansk Petanque Forbund afholder mange af sine landsholdssamlinger. 

- Karlslunde er derfor praktisk talt hjemmebane for vores landsholdsspillere. Vi i forbundet glæder os derfor ekstra meget over, at Greve Kommune vil indgå i et samarbejde omkring mesterskabet, siger Lars Friis, Formand for Dansk Petanque Forbund.

Hvad er petanque?

  • Petanque er et boldspil, hvor målet er at kaste metalkugler så tæt på en lille kugle, der kaldes for grisen, som muligt.


  • Spillet spilles på en grus- eller sandbane, der måler 4x15 meter.


  • I en petanquekamp spilles der til 13 point. Hver spilles tildeles enten to eller tre metalbolde. Pointene tildeles spillerne alt efter, hvor mange af deres bolde, der ligger tættest på den lille kugle "grisen".


  • Petanque kommer fra Sydfrankrig og hører ind under boule-spil-familien, der er en række kuglespil med forskellige regler. Petanque er omkring 100 år gammelt.


  • I Danmark har der været et Petanqueforbund siden 1986 og der afholdes Danmarksmesterskaber i forskellige petanquediscipliner. Senest er det såkaldte præcisionskydningsmesterskab kommet til, som bl.a. både Morten Junge Olsen og Lasse Dithmer har vundet. 


Borgmester håber på turister

Lande som Frankrig, Belgien, Italien, Marokko, Thailand og Cambodia er store petanquenationer og vil alle være på deltagerlisten næste år.

Dansk Petanque Forbund forventer derudover at kunne tiltrække både danske og svenske tilskuere til Karlslunde. Borgmesteren i Greve Kommune glæder sig til at kunne byde både deltagere og tilskuere velkommen.

- Vi glæder os til at være vært for verdensmesterskabet. Det er første gang, at Greve Kommune er vært for et verdensmesterskab i petanque, og jeg tror også, at det er første gang mange af deltagerne og tilskuerne kommer til Greve. Derfor håber jeg, at alle får nogle dejlige dage i Karlslunde og bruger fritiden på at se lidt af området, siger Pernille Beckmann, Borgmester i Greve Kommune.

Hun tilføjer, at hallen ligger tæt på Greves lange badestrand. Men hvis man er mere til kultur, så anbefaler et besøg på Mosede Fort 1914-18, som er et internationalt museum om første verdenskrig.

Danmkarksmester fra Karlslunde

TV 2 Lorry har tidligere fortalt om 29-årige Morten Junge Olsen fra netop Karlslunde, som er tredobbelt Danmarksmester i petanque.

Sammen med sin søster har han også vundet Danmarksmesterskabet i mix-double i petanque.

Morten Junge Olsen deltaget to gange i VM i petanque og én gang i EM.

Du kan se mere om den danske landsholdsspiller i videoen herunder:

Morten Junge Olsen er blandt andet Danmarksmester i disciplinen præcisionsskydning.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik