Glæde i Greve: Ny ungdomsuddannelse lander i Tune

I Greve er man glade for, at den Den Forberedende Grunduddannelse, FGU, kommer til at ligge hos Tune Produktionsskole.

Det var uvist, om Greve Kommune kunne beholde et tilbud til de unge, som ikke er klar til en ungdomsuddannelse eller et job, når produktionsskolerne bliver nedlagt.

Da man lavede den politiske aftale på Christiansborg om den Forberedende Grunduddannelse, FGU, var der usikkerhed om, hvor mange fysiske lokaliteter, der kunne få lov at blive fra de gamle produktionsskoler.

Men nu har Greve Kommune fået lovning på, at produktionsskolen i Tune bliver til FGU, når den nye uddannelse åbner til sommer.

Meningen med FGU er, at den erstatter en hel række af tilbud til unge, og det vil være med til at skabe bedre overblik og bedre indsats for at hjælpe unge, der har brug for ekstra støtte. Og det er man rigtig glade for i Greve Kommune.

Skaber bedre overblik

- Tidligere har der været en jungle af tilbud til som ingen rigtigt har kunnet finde rundt i. Det har nok skabt mere forvirring end klarhed. Det bliver der nu ryddet op i med et samlet tilbud, der skal hjælpe en stor gruppe unge med at tage styringen med deres eget liv og deres egen uddannelse, siger udvalgsformand fra Greve byråd, Morten Dahlin, som også er næstformand i den nye bestyrelse for FGU.

FGU er et tilbud til unge, der efter grundskolen har svært ved at komme i gang med en ungdomsuddannelse eller et job. På FGU får de undervisning, så de bliver klar til at tage en erhvervsuddannelse, en gymnasial uddannelse eller varetage et job.

FGU tilbyder tre uddannelsesspor: Almen grunduddannelse, produktionsgrunduddannelse og erhvervsgrunduddannelse.

Hjælper unge, der ikke ved, hvad de vil

- For det første kommer FGU til at gøre en masse unge mennesker - der måske ikke er helt klar over, hvilken vej, de gerne vil – klar til at tage en uddannelse, særligt en erhvervsuddannelse, så det er meget positivt, siger Morten Dahlin til TV 2 Lorry.

Men for de unge, der enten ikke har lysten eller viljen til at tage en uddannelse lige nu, hjælper FGU’en også dem med at blive klar til at kunne tage et job på arbejdsmarkedet i et, to eller tre år, før de beslutter sig for at vende tilbage til skolebænken.

- Det er ikke alle, der er i målgruppen for FGU, der er klar til at tage en ungdomsuddannelse med det samme, og derfor er det en god ting, at vi nu kan guide dem hen mod noget beskæftigelse, så de senere kan komme tilbage og få noget uddannelse, siger Morten Dahlin.

Produktionsskolen i Tune driver nu et kursus- og konferencested, hvor eleverne er med til at lave maden. Det vil også fortsætte, når FGU begynder i august 2019.

FGU-skolen i Tune bliver en afdeling under hovedsædet i Høje Taastrup, der bliver desuden skoler i Roskilde, Lejre og Solrød. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik