Frederik er bundet til sit hjem, mens kommunen skærer i hjælpen

Efter tovtrækkeri med kommunen, står ung handicappet nu uden arbejde og færre timers hjælp.

23-årige Frederik Robetjé fra Greve er svært handicappet, og han har ikke meget at smile af.

Greve Kommune har skåret i hans ugentlige hjælpetimer, og så har de fortalt ham, at kommunen heller ikke længere vil betale for, at han kan gå på arbejde. Og han er ikke alene, lyder det fra Dansk Handicapforbund.

- Jeg synes ikke Greve Kommune behandler os handicappede særlig godt, siger Frederik Robetjé til TV 2 Lorry.

Siden april har han mest siddet derhjemme foran computeren i stedet for at komme på arbejde i Københavns Nordvestkvarter. 

Frederik lider af sygdommen Duchennes Muskeldystrofi, der er en særligt aggressiv form for muskelsvind. Sygdommen betyder, at han ikke har meget bevægelighed tilbage i kroppen og derfor er bundet til sin kørestol.

Duchennes Muskeldystrofi er en sygdom, som medfører progessiv muskelsvind. For Frederik Robetjé medfører det også kraftigt forkortet levetid. Typisk bliver personer med sygdommen ikke mere end 20 til 30 år.
Duchennes Muskeldystrofi er en sygdom, som medfører progessiv muskelsvind. For Frederik Robetjé medfører det også kraftigt forkortet levetid. Typisk bliver personer med sygdommen ikke mere end 20 til 30 år.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol

Han kan bevæge hænderne men ikke løfte armene. Det kunne han for nogle år siden, men da sygdommen er progressiv, bliver hans muskler mindre og svagere, som tiden går. 

Og det øger gradvist hans behov for hjælp, siger Belinda Robetjé, som er mor til Frederik. 

- Efterhånden som Frederiks tilstand er fremskreden, så kunne vi godt mærke, at vi havde brug for noget mere hjælp, fortæller Belinda til TV 2 Lorry. 

Et måltid må kun tage fem minutter

Før Greve Kommune skar i Frederiks ugentlige hjælpetimer, kunne Frederik bruge omkring 20 tyve minutter på et måltid. Nu kan han ikke bruge mere end fem minutter, uden at det går ud over de andre opgaver, som han har brug for hjælp til.

- Jeg føler, at Greve Kommune bare vil spare så mange penge som muligt, siger Frederik.

Maden skal først tilberedes og skæres ud. Derefter fjerner Belinda Frederiks iltstøtte bag kørestolen, og så monterer hun en robotarm, der skal forbindes til hans kørestol.
Maden skal først tilberedes og skæres ud. Derefter fjerner Belinda Frederiks iltstøtte bag kørestolen, og så monterer hun en robotarm, der skal forbindes til hans kørestol.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol
Armen fastgøres om Frederik, så han via den kan løfte sine arme op og ned. Og når den så virker, via konsollen på Frederiks kørestol, som han selv kan styre, så kan han ellers gå i gang med at spise.
Armen fastgøres om Frederik, så han via den kan løfte sine arme op og ned. Og når den så virker, via konsollen på Frederiks kørestol, som han selv kan styre, så kan han ellers gå i gang med at spise.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol
Spisning for Frederik er et omstændeligt projekt.
Spisning for Frederik er et omstændeligt projekt.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol

- Frederiks kæbemuskler er også svækkede, så det tager lang tid for ham at tygge maden. Men ud fra kommunens tidsregning skal det her måltid ikke tage længere end fem minutter, og det er jo for vildt, for det kan jeg næsten ikke engang selv, siger Belinda Robetjé.

BPA-ordning med mangler

Da Frederik Robetje fyldte 18 år i 2015, fik han i overgangen fra barn til voksen en BPA-ordning af Greve Kommune. Her blev han tildelt 110 timers hjælp om ugen. Og det har fungeret godt.

- Jeg var rigtig glad, for jeg havde meget hjælp dengang. For det er jo ikke til at sige, hvornår jeg for eksempel har behov for at blive kløet i håret eller i øret, forklarer Frederik.

Hvad er BPA?

  • BPA er en forkortelse for Borgerstyret Personlig Assistance.
  • Borgeren agerer selv arbejdsgiver og ansætter personlige hjælpere, som kan være der døgnet rundt. Det erstatter hjemmehjælp eller en plads på et bosted.
  • Omkostningerne dækkes af kommunen, og hjælperordningen tildeles af kommunerne til borgere med særligt svære handicap.


Kilde: Borger.dk, Retsinformation

Men i 2019 tog sagen en drejning.

Greve Kommune sendte en visitator ud, som foretog en ny tidsudmåling af Frederiks hjælpeopgaver. Hun vurderede, at han ikke havde behov for mere end 101 timer ugentligt – altså ni timer mindre end før.

Og det forarger Belinda Robetjé, som selv havde lavet den forrige tidsudmåling.

- Hvordan skal vi bevise, at det tager så lang tid at spise, eller at det tager så lang tid at gå på toilettet, når kommunen siger noget andet?, siger hun til TV 2 Lorry.

Belinda Robetjé har gjort indsigelse mod Ankestyrelsens stadfæstelse og afventer svar.
Belinda Robetjé har gjort indsigelse mod Ankestyrelsens stadfæstelse og afventer svar.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol

Belinda har klaget over kommunens afgørelse i Ankestyrelsen, der afgør tvister i den slags sager. Men Ankestyrelsen stadfæstede dommen og fredede dermed Greve Kommunes tidsudmåling for Frederik.

- Jeg har også gjort indsigelse hos Ankestyrelsen, men de har endnu ikke skrevet tilbage, siger Belinda.

Kommune tager både Frederiks bil og arbejde

Problemerne for Frederik var dog først lige begyndt.

Efter stadfæstelsen fik han besøg af to visitatorer fra Greve. De fortalte ham, at hans arbejde som filmklipper på TV Glad i Københavns Nordvestkvarter nok heller ikke ville kunne fortsætte.

Det ærgrer Frederik i dag.

- Jeg elsker at være derinde, og jeg har også hørt dem sige, at de er rigtig glade for mig, siger han.

Frederik var inden da tildelt beskyttet beskæftigelse af Greve Kommune, som pludselig ikke længere ville betale for hverken hans hjælper eller hans transport til arbejdet.

- Jeg vil bare ind på TV Glad igen. Jeg savner mine kolleger, og de savner også mig, siger Frederik, der har siddet derhjemme siden april måned.

Frederik Robetjé oplever, at kommunen tager det meste hjælp fra ham.
Frederik Robetjé oplever, at kommunen tager det meste hjælp fra ham.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol

Efterfølgende fik Frederik endnu et opkald. Denne gang var det en visitator, og beskeden i den anden ende lød, at Greve Kommune nu heller ikke ville betale for hans handicapbil, da de ikke mente, at han havde et behov for transport nu, hvor han alligevel ikke skulle arbejde i København.

- Det virker som om, at de bare vil tage alt fra mig. Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal gøre, siger han.

Fagforening: Det er desværre normalt

I Dansk Handicapforbund er sager ligesom Frederiks langt fra enestående.

De oplever, at et stigende antal af deres medlemmer, ligesom Frederik, først har fået tildelt en bestemt mængde hjælp, hvorefter deres kommuner går ind og tager noget af hjælpen fra dem igen.  

- Det sørgelige er, at den her sag faktisk ikke overrasker, det er ét ud af en lang række eksempler på at mennesker med handicap oplever et større pres i hverdagen, siger Jeppe Kerckhoffs, Faglig- og Politisk Chef i Dansk Handicapforbund. 

Han peger på, at både kommunerne og regeringen skal kigge området igennem. For kommunernes vedkommende, at kigge mere på borgerne som enkeltindivider, og at regeringen kigger på en reform på området. 

Byrådsmedlem: "Vi er gået for langt"

TV 2 Lorry har gjort Greve Kommune opmærksom på Frederiks sag. Heidi Serny Jacobsen (S) fra Greves Socialudvalg beklager Frederiks forløb.

- Nej, det er ikke værdig behandling. Ja, afgørelsen er stadfæstet, men der er også den etiske side af det. Og det er jo det, der gør det svært i den type sager, som ofte er meget komplekse, siger hun.

Heidi Serny (S), medlem af byrådet og socialudvalget i Greve, beklager Frederiks forløb.
Heidi Serny (S), medlem af byrådet og socialudvalget i Greve, beklager Frederiks forløb.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol

Hun mener også, at Greve Kommune er gået over stregen i lignende sager, og at det handler om at spare penge.

- Jeg synes nogen gange, at vi går for lidt for langt. Vi skal prøve sagerne hele tiden. ’Hvor lidt’ kan vi slippe afsted med at give? Jeg så gerne, at vi fik vendt den praksis om, så vi faktisk har familien og den enkelte person i fokus, siger Heidi Serny Jacobsen (S).

Borgmester afviser kritik

Anderledes forholder Greves borgmester, Pernille Beckmann (V), sig.

Borgmesteren vil i dag ikke forholde sig til Frederiks sag, da hun mener, at den stadig ligger hos Ankestyrelsen.

Hun vil heller ikke forholde sig til, om det er værdigt, at kommunen vil fratage Frederik hans beskyttede beskæftigelse og hans handicapbil.

Greves borgmester, Pernille Beckmann (V), afviser at kommunen har sparet på området.
Greves borgmester, Pernille Beckmann (V), afviser at kommunen har sparet på området.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol

Desuden afviser Pernille Beckmann, at kommunen har sparet penge på handicapområdet. I stedet retter hun kritik mod socialminister Astrid Krag (S) og regeringen.

- I Greve Kommune har vi ikke sparet penge på det her område. Når det så er sagt, har vi kun den økonomiske ramme, vi har. Vi har lige lavet en kommuneaftale med regeringen, og der var heller ikke flere penge til det her område. Det her er et område, der koster os flere penge, og hvis vi ikke får flere penge til at løse de her opgaver, så får vi flere af den slags sager, siger Pernille Beckmann (V).

Minister til borgmester: 'Det er kommunernes ansvar'

I starten af juni debatterede socialminister Astrid Krag (S) netop BPA-ordninger - først i et samråd i Socialudvalget og siden i en debat i Folketinget.

Her sagde socialministeren følgende:

- Regeringen mener ikke, at det skal være en kamp for mennesker med handicap at få hjælp, og ingen mennesker skal lades alene med udækkede hjælpebehov.

Socialministeren vil ikke stille op til interview, men adspurgt, om hun er enig i kritikken fra Greves borgmester om manglende penge fra staten, skriver Astrid Krag til TV 2 Lorry:

'Det er kommunernes ansvar at sørge for, at mennesker med handicap får den hjælp, de har brug for indenfor rammerne af lovgivningen. Med de tre aftaler om kommunernes økonomi, som denne regering har indgået, har vi sikret et større løft af kommunernes økonomi end de foregående 10 økonomiaftaler tilsammen, lyder det i det skriftlige svar:

'Det viser - modsat hvad borgmesteren siger - at regeringen prioriterer velfærden, og når vi prioriterer velfærden, kommer det også socialområdet til gavn.'

Inden denne artikels udgivelse tog Greve Kommune kontakt til Frederik Robetjé. Kommunen har nu sørget for, at han får en ny handicapbil. Men et måltid må stadig kun tage fem minutter. Og han har stadig ikke udsigt til at komme tilbage på arbejde.

Frederik Robetjé må fortsat sidde derhjemme, da Greve Kommune ikke vil betale for hans beskyttede beskæftigelse.
Frederik Robetjé må fortsat sidde derhjemme, da Greve Kommune ikke vil betale for hans beskyttede beskæftigelse.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik