Fem unge overfaldet af maskemænd - nu er 17-årig anholdt

To overfald i sidste uge minder om hinanden. En 17-årig dreng er sigtet for at have deltaget i det ene.

Fem drenge blev i sidste uge overfaldet af maskerede gerningsmænd i Greve. Flere blev slået og sparket, og der blev truet med kniv. Der var tale om to overfald, og politiet efterforsker, hvorvidt der var tale om samme gerningsmænd.

Politiet har nu anholdt en mistænkt, som sættes i forbindelse med det ene overfald, som skete på Stationsholmen i Greve natten til fredag i sidste uge.

Der er tale om en 17-årig dreng fra Greve, som torsdag formiddag bliver stillet for en dommer i Roskilde, oplyser kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Overfaldet fandt sted lidt efter klokken 01 natten til fredag den 2. juli, hvor tre 16-årige drenge sad på ved busvendepladsen på Stationsholmen. Ifølge deres anmeldelse til politiet ankom tre maskerede mænd til stedet på cykel.

Den ene af de 16-årige kom til at grine nervøst, og det fik gruppen af maskerede mænd til at løbe efter ham. Han blev overfaldet, slået og sparket.

En anden af de 16-årige blev truet med kniv til at udlevere sit smartwatch og sine AirPods-hovedtelefoner. Den sidste af de 16-årige drenge flygtede fra stedet.

Politiet efterlyste efterfølgende tre gerningsmænd i alderen 16-20 år, og nu har efterforskningen så ført frem til en mistænkt. Han blev anholdt onsdag eftermiddag i Greve, hvor han bor.

Minder om andet overfald

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi vil torsdag fremstille den 17-årige i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Her vil man bede en dommer om at varetægtsfængsle manden, mens politiet efterforsker sagen.

Fordi der fortsat er medgerningsmænd på fri fod, vil anklagemyndigheden ifølge Charlotte Tornquist anmode dommeren om at holde retsmødet for lukkede døre.

Det skal blandt andet ske for at sikre, at den anholdtes forklaring og politiets øvrige oplysninger i sagen ikke kan komme de øvrige mistænkte for øre, så de kan afstemme deres forklaringer efter det.

Overfaldet på Stationsholmen skete godt en halv time efter et andet overfald i nærheden. Det skete klokken 00.20 natten til 2. juli på et stisystem ved Vibemosen, som også ligger i Greve.

Her blev to venner på 16 og 18 år overfaldet af tre maskerede mænd, som slog vennerne i ansigtet. Den ene blev væltet omkuld, sparket og truet med kniv. Han fik efterfølgende konstateret brud i ansigtet.

Signalementerne på gerningsmændene i de to sager minder i vidt omfang om hinanden. Det samme gør gerningsmændenes optræden - det, som politiet kalder for "modus".

Den anholdte er dog alene sigtet for at deltage i overfaldet på Stationsholmen.

På grund af den anholdtes alder er de sociale myndigheder orienteret om sagen. Torsdagens retsmøder bliver efter planen indledt klokken 11.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik