Dyre biler rippet på stribe i nat

Ukendte gerningsmænd stjal inventar fra flere dyre biler i Midt-og Vestsjællands politikreds.

En række bilejere fik sig en kedelig oplevelse natten til tirsdag.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport blev der begået indbrud i tre BMW’er og en Volkswagen rundt omkring i politikredsen.

I Hedager i Greve blev der mellem klokken 22 og klokken 10 knust en siderude i en Volkswagen, som fik stjålet radio og navigationsanlæg.

Kort efter midnat blev en rude knust i en BMW i Hindbjerg i Karlsunde, og der blev stjålet radio og navigation fra bilen.

Også en anden BMW i Karlslunde, som holdt parkeret på Karlslunde Mosevej, blev udsat for tyveri. Bilens siderude blev knust, og der blev stjålet et instrumentpanel med navigation, og midterkonsollen blev ødelagt.

quote Vi har kendt til det her problem i mange år, men det, vi ser nu, er, at tyverierne rammer i bølger, og det sker hyppigere end tidligere

Lone Otto, afdelingsleder hos FDM

I Vemmedrup ved Bjæverskov ved Køge blev en tredje BMW ligeledes udsat for tyveri. Bilen, som holdt parkeret på Ejevej, fik ruden knust, og der blev stjålet airbag, navigationssystem, instrumentpanel og klimasystem.

FDM oplever flere tyveribølger

TV 2 Lorry bragte så sent som i sidste måned historien om, at dyre bilers faste inventar er i høj kurs blandt kriminelle.

Særligt i Nordsjælland har man set mange eksempler på tyverier fra dyre bilmærker som eksempelvis BMW og Mercedes.

Både FDM og brancheforeningen Forsikring og Pension bekræftede tendensen.

- Vi har kendt til det her problem i mange år, men det, vi ser nu, er, at tyverierne rammer i bølger, og det sker hyppigere end tidligere, sagde Lone Otto, afdelingsleder for teknisk rådgivning hos FDM, til TV 2 Lorry.

(Hør mere om tendensen med indbrud i dyre biler i dette indslag - artiklen fortsætter under videoen)

Tyve går massivt efter rat, lygter og midterkonsoller på dyre biler i Nordsjælland.

Hos FDM og Forsikring & Pension mener man, at bildele bliver stjålet, fordi de er nemme at omsætte.

- Vores formodning er, at de stjæler de her bildele, fordi man skal bruge dem andre steder herhjemme og i Europa. Det kan være til skadede biler eller biler, der skal opgraderes fra et lavere niveau til et højere niveau af udstyr, siger Lone Otto.

Gode råd der sikrer din bil mod tyvene

Ifølge FDM er det ikke muligt at sætte lås og slå på alle bilens dele, men gennem en række sikkerhedsforanstaltninger kan man aktivt forsøge at undgå at blive tyvenes næste offer.

  • For det første anbefaler FDM at fjerne alle værdigenstande fra bilen. Lad ikke løst elektronik være synlig for tyvene. Det vil blot fungere som lokkemad.
     
  • Dernæst er det en god idé at investere i lys og overvågning til din indkørsel. Og skilt gerne med, at du har videoovervågning. Generelt er det en god idé at lade området omkring din bil bære præg af, at du kender til den her problematik og tager dine forholdsregler.
     
  • Hvis du har en garage eller en låge i indkørslen, så overvej at bruge det ekstra minut på at få bilen lukket inde.
     
  • Husk også at låse din bil og tag fat i håndtaget for at sikre dig, at den nu også er låst.
     
  • Et sidste råd er, at det kan være en god idé at parkere din bil, så den tydeligt kan ses fra vinduerne i dit hus.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik