Caféejer ramt af modstand, da han registrerede sine gæster: Nu skal alle gøre det

Niclas Bekker har længe spurgt om navn og nummer på kunder. Initiativet mødte modstand, men nu er det en generel anbefaling.

Ejeren af Bekkers Kaffebar i Tune, Niclas Bekker, har været forud for sin tid.

Allerede i midt august begyndte han at spørge sine gæster, om de havde lyst til at registrere navn og telefonnummer, så sundhedsmyndighederne hurtigt kunne spore, hvem en eventuelt smittet gæst kunne have været tæt på.

En idé han fik, efter at havde været på ferie i Tyskland, hvor han så, at de tyske caféer og restauranter registrerede gæster.

Dengang mødte Niclas Bekker modstand på Facebook, hvor flere var bekymrede for, at personoplysningerne kunne misbruges.

En bekymring, der senere blev afkræftet af Datatilsynet, der til TV 2 Lorry oplyste, at det umiddelbart var lovligt at spørge om navn og telefonnummer, når det blev gjort inden for ordentlige rammer. For eksempel er det vigtigt, at det er en frivillig ordning, og at det bruges i den rette sags tjeneste.

Nu viser det sig, at Niclas Bekker i den grad havde fat i den lange ende. I hvert fald hvis man spørger regeringen.

For efter et stigende smittetryk i hovedstadsområdet meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mandag, at regeringen gerne ser, at alle restauranter og caféer i hovedstadsområdet, der hvor smittetrykket er højt, registrerer kontaktinformationer på gæster.

Se TV 2 Lorrys dækning af sagen her. Artiklen fortsætter under videoen.

Niclas Bekker var en af de første til at indføre registrering af gæsternes kontaktoplysninger på sin cafe

Så nu skulle man tro, at Niclas Bekker, på trods af modstand tidligere, trods alt kunne hvile ved, at han gjorde og gør det rigtige.

Men et nyt uheld har ramt caféejeren. Mandag var der nemlig en gæst i caféen, der viste sig at have corona, så nu har Niclas Bekker valgt at gå i selvisolation i sin mors campingvogn, og caféen er midlertidigt lukket.

Niclas Bekker har spurgt om kontaktoplysninger i Bekkers Kaffebar i Tune siden midt august.
Niclas Bekker har spurgt om kontaktoplysninger i Bekkers Kaffebar i Tune siden midt august.
Foto: Morten Raarup - TV 2 Lorry / TV 2 Fyn

- For at sige det lige ud er det et rigtigt lorteår. Vi har aflyst mange arrangementer og har plads til færre gæster. Vi skulle også have holdt en konfirmation på lørdag. Det er dyrt at aflyse den slags. Men jeg er efterhånden nået til et punkt, hvor det hele snart kan være lige meget. Tabet er så stort, at det kan være lige meget, siger caféejeren.

Caféejer: Registreringer har nyttet

Dog hæfter Niclas Bekker sig ved, at det faktisk var en hjælp, at særligt én gæst havde registreret sine kontaktoplysninger tirsdag.

For hele caféen var lukket for at kunne afholde Blå Mandag for en skoleklasse mandag, hvor en af skoleeleverne så viste sig at have corona.

Den besked fik Niclas Bekker tirsdag, hvor der netop havde været en gæst i caféen - og hun havde registreret sin kontaktoplysninger.

Da hun var en bekendt, mente caféejeren, at det var i orden, at han selv ringede til hende, så snart han havde fået at vide, at han åbenbart havde været i kontakt med en smittet dagen før.

- Der var jeg rigtig glad for, at jeg havde hendes telefonnummer. For hun kan jo potentielt også være smittet, og hvis jeg ikke havde ringet med det samme, kunne hun have nået at smitte mange flere, siger caféejeren.

 
 
Foto: Morten Raarup - TV 2 Lorry / TV 2 Fyn

Delte holdninger til registreringerne

Hvis man spørger restauranternes brancheforening Horesta, hvad de tænker om regeringens nye opfordring til, at restauranter og caféer registrerer gæsters kontaktoplsyninger, er de ikke begejstrede.

De savner flere informationer om, hvad der skal registreres, hvem der skal registreres, hvem der skal bruge oplysningerne, og om ordningen er frivillig for restauratørerne og caféejerne.

- Derfor giver det god mening at vente med at registrere, til vi kender rammerne bedre, siger Horestas politiske direktør, Kirsten Munch, ifølge Horestas hjemmeside.

Hun mener desuden, at man bør se mere differentieret på branchen. Hvis det er muligt at holde afstand, mener hun, at en registrering er overflødig, mens det kan give mening ved en eventuel genåbning af diskoteker og natklubber.

Styrelsen for Patientsikkerhed forklarer, at de nyeste corona-restriktioner i hovedstadsområdet giver mening, fordi smitten generelt er meget spredt, men vil ikke forholde sig til, hvorvidt de konkrete initiativer gavner i smitteopsporingsarbejdet.

Foreløbig gælder anbefalingen om, at restauranter og caféer registrerer kontaktoplysninger frem til den 22. september i år.

Vi besøgte Bekkers Kaffebar kort tid efter, caféejeren var begyndt at spørge sine gæster om navn og telefonnummer.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik