Boligområde plaget af fartbøller – nu skal blomsterkasser sænke farten

Der bliver kørt alt for stærkt i Gersagerparken i Greve, og beboerne har derfor bedt kommunen om hjælp til at få etableret en løsning.

Der bor cirka 2400 mennesker i Gersagerparken, som er det største almene boligbyggeri i Greve. Foto: Google maps - Street View

Fartdæmpende bump har længe stået højt på ønskesedlen blandt beboerne i den almene bebyggelse Gersager Parken.

Her er den tilladte hastighedsgrænse 50 km/t, men beboerne vil gerne have bilisterne til at respektere, at vejen er indrettet som 30 km/t-zone. 

Ikke desto mindre kører mange især unge alt for stærkt til fare for kvarterets beboere, fortæller René Kloe, som er afdelingsformand i en af Gersagerparkens beboerforeninger.

- Der bliver kørt alt for hurtigt ude på den ringvej, som omringer Gersagerparken. Det er unge med bil, som har fart i kroppen og ikke respekterer skiltningen. Problemet ligger i, at de ikke kan se, at deres fart kan have konsekvenser, og at vi har børn, der krydser ringvejen på det område, der går til Waves (butikscenter, red.), siger René Kloe til TV 2 Lorry.

Læs også Politiet: "Eksplosion i Greve var ikke et uheld"

Sammen med Greve Boligselskab har man derfor ansøgt kommunen om penge til at få anlagt en række bump, der kan sætte bilisternes fart ned, så man undgår ulykker.

Bump vil koste en halv mio. kr

Kommunen har tidligere sagt ja til at spæde 100.000 kroner i projektet, men beløbet har efterfølgende vist sig ikke at være højt nok.

- Da vi fik bevilliget de 100.000 kroner, var vi den tro, at det var nok til ni-ti bump. Men politiet har efterfølgende krævet, at der skal være 23 bump, så der kan være et bump på hver side af en udkørsel. Men det er der ikke penge til, siger René Kloe.

Læs også Stort boligområde plaget af 'flyvende rotter' – nu skal de skydes

I alt ville det koste 575.000 kroner, hvis der skulle anlægges 23 asfalterede bump, og boligselskabet har derfor præsenteret et alternativt forslag, hvor man i stedet etablerer rumleriller og blomsterkasser, som skal stå forskudt og fungere som en form for chikane.

- Der har været flere uheld gennem tiden. Der er blandt andet tidligere blevet påkørt en motorcyklist, som kom til skade. Vi skal ikke sidde og vente på, at der sker flere uheld. Det må der ikke, siger René Kloe.

Torsdag i denne uge mødes Økonomiudvalget i Greve Kommune og tager endelig stilling til de fartdæmpende foranstaltninger i Gersagerparken.

Check på vej, lover borgmester

Borgmester i Greve, Pernille Beckmann (V), kan dog mere eller mindre garantere, at der er en check på vej.

- Hvis beboerne synes, det er det her, der skal til, så bakker vi selvfølgelig op om dem. Fart er et kæmpe problem i de fleste danske kommuner, og det er det også her i Greve. Vi har en særlig udfordring i Greve Nord, hvor der køres alt for stærkt.

- Jeg kører selv rundt i området deroppe, og jeg ser også, at de unge træder lidt for meget på speederen. Det er noget, som vi taler med politiet om, siger Pernille Beckmann.

Læs også Kæmpe asfaltmonster i Greve: Kan afrense, genbruge og lægge nyt på én gang

Hun afviser dog, at kommunen vil give mere end 100.000 kroner til projektet.

- De kan bruge det som tilskud, og så kan man håbe på, at de selv har lyst til at bidrage til udfordringen. Men det forlanger vi ikke af dem, siger hun,.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik