Ankestyrelsen: Kommune overtrådte loven under forløb om lukket børnehus

Greve Kommune besluttede i 2019 at lukke Børnehuset Syd på et lukket møde. Efterfølgende klagede flere byrådsmedlemmer.

I december 2019 valgte et flertal i Greve Byråd at tvangslukke den selvejede institution Børnehuset Syd, der ligger i bydelen Gersagerparken.

Ifølge kommunen skete det som følge af fortsatte problemer med de 40 børnehave- og vuggestuebørns trivsel og udvikling trods flere år med ekstra ressourcer og pædagogiske tiltag.

Sagen blev behandlet på et lukket punkt på byrådets dagsorden, og det fik efterfølgende de to byrådsmedlemmer Brigitte Klintskov Jersel (Konservative) og Mehmet Zeki Dogru (Enhedslisten) til at klage til Ankestyrelsen.

Årsagen var blandt andet, at man ved at behandle sagen som et lukket punkt også fratog andre involverede parter som eksempelvis forældre og personale muligheden for at komme med indsigelser.

Derfor fik daværende daginstitutionsleder i Børnehuset Syd, Tine Engelbrekt Nielsen, også først besked om beslutningen, efter den var truffet.

Til TV 2 Lorry sagde hun dengang:

- Ja, der har været store problemer med børnenes trivsel, men vi har gennemgået en enorm udvikling i løbet af de seneste tre år og gjort store fremskridt, som vi nu langt om længe kan spore. Og det fjerner kommunen nu.

Børnehuset Syd lukker senest med udgangen af september.
Børnehuset Syd lukker senest med udgangen af september.
Foto: Jens Jacob Juulsager / TV 2 Lorry


Ankestyrelsen giver klagere medhold

Nu her, snart to år efter sagen blev behandlet i Greve Byråd, har Ankestyrelsen truffet afgørelse i sagen.

- Det er jo altså sådan, at love og regler de skal overholdes, og det er ikke sket i det her tilfælde. Det har vi så nu fået Ankestyrelsens ord for. At det ikke var lovligt at gøre det på den måde her, siger Brigitte Klintskov Jerkel til TV 2 Lorry.

BUPL Midtsjælland, der er en regional afdeling af pædagogernes fagforening BUPL, var også afsender på klagen. Her siger formand Bertha Langhoff Hansen om forløbet:

- Det er jo helt totalt atypisk i forhold til, hvad vi nogensinde har set. At man bare lukker en institution henover en nat, uden at vi er blevet hørt.

- Jeg kan ikke udelukke, at hvis det her havde været i høring, og alle gode argumenter var kommet ind, at sagen så havde fået et andet udfald, siger hun til TV 2 Lorry.

Ankestyrelsen skriver dog også i afgørelsen, at klageorganet ikke agter at foretage sig mere i sagen, og derfor står beslutningen fast.

Kommune har ændret praksis

På grund af forløbet, har kommunen dog ændret praksis vedrørende åbne og lukkede punkter, fortæller borgmester Pernille Beckmann, Venstre.

- Hver evig eneste gang, vi har en lukket sag har vi fået administrationen til at vurdere, hvor i loven der står, den skal være lukket, og med hvilken begrundelse, siger hun til TV 2 Lorry.