To ambulancer væltede i samme kryds - nu vil politiet lave det om

To ambulancer var involveret i ulykker i samme kryds på tre dage. Nu anbefaler politiet, at kommunen laver krydset om.

Hele to gange i sidste uge var ambulancer en del af trafikuheld i Greve. I begge tilfælde blev de påkørt af en personbil og væltede om på siden.

Men ikke nok med det - de to uheld skete i nøjagtig samme kryds - nemlig der, hvor Mosede Landevej møder Skelvej og Blågårdsvej.

På baggrund af de to ulykker anbefaler politiet nu, at man gør krydset mere sikkert ved at gøre udmundingen til Blågårdsvej smallere, oplyser Midt og Vestsjællands Politi.

Som det er i dag bliver vejen bredere og bredere og ender som en femsporet vej - to svingbaner, en lige ud-bane og to baner i den modsatte retning væk fra krydset, fortæller Carsten Henrichsen, der er politiassistent i færdelspolitiet hos Midt og Vestsjællands Politi. 

- Når du kommer fra Blågårdsvej og kører videre mod Skelvej, kan du se helt ned til Karlslunde, fordi der kun er marker. Du får et indtryk af, at vejen fortsætter i noget større og hurtigere på den anden side, siger han og fortsætter:

- Med en vognbane helt frem til, hvor du har svingbanerne, så får du ét kørespor frem mod krydset. Hvis der er meget trafik, vil bilisterne afpasse hastigheden til hinanden og ikke få en stor bred udsigt med forventningen om at kunne køre stærkt igennem krydset, siger Carsten Henrichsen.

I begge ulykker kom ambulancerne kørende ad Mosede Landevej og blev væltet omkuld af biler, der kom kørende fra Blågårdsvej.

Politiet oplyser, at det nu er op til kommunen at følge op på anbefalingen.

Greve Kommune oplyser, at man på baggrund af de to hændelser nu vil vurdere krydset og gå i dialog med politiet om trafiksikkerheden.

"Vi sad alle med åben mund"

Politiet har ikke før set uheld med udrykningskøretøjer i det kryds, og hun kalder de to uheld "et sammenfald af begivenheder".

- Vi sad alle sammen med åben mund, da vi fik meldingen om det andet uheld, siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Camilla Schouw Broholm.

I løbet af de sidste tre år har der kun været et andet uheld i krydset. Det skete i november 2018, hvor to personbiler stødte sammen.

Patient var bag i ambulancen

De to ulykker skete henholdsvis onsdag den 9. oktober og fredag den 11. oktober.

Den første ulykke skete klokken 21.33 om aftenen. Der var en en patient bag i ambulancen, da den væltede om på siden. 

 

Patienten, en 69-årig mand, kom ikke alvorligt til skade under uheldet, men blev kørt til sygehuset til observation. Den 34-årige ambulanceredder blev kørt til Rigshospitalet til behandling for indre kvæstelser, men hun var ikke i kritisk tilstand.

Føreren af ambulancen, en 41-årig ambulanceredder, slap fra uheldet med overfladiske skrammer, oplyste Midt- og Vestsjællands Politi dagen efter.

Personbilen, der påkørte ambulancen, var en ældreplejebil fra Greve Kommune, der blev kørt af en 49-årig kvinde, der ikke umiddelbart fik nogle skader.

Blev kørt ned med udrykning

Det andet uheld skete to dage efter klokken 11.42.

 

Her kom en ambulance kørende med udrykning af Mosede Landevej, da en personbil, der kom fra Blågårdsvej, påkørte den. Personbilen blev kørt af en 25-årig fra Lundby.

Det fik ambulancen til at vælte om på siden og ind i en anden bil, hvor der sad en 71-årig kvinde i. 

Alle de implicerede i ulykken slap med knubs.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik