Allan Rasmussen fik førtidspension efter stress, men nu arbejder han på et rådhus

Mange virksomheder mangler arbejdskraft og i Greve opfordrer man nu førtidspensionister og pensionister til at trække i arbejdstøjet og give en hånd med.

Medarbejderne på Greve Rådhus hilser hver dag på Allan Rasmussen, når han går sin daglige tur rundt på gangene med sin servicevogn.

Han er pensionist men arbejder tre timer om dagen på rådhuset - blandt andet med at holde orden i kopirummene, tørre borde af i kantinen og meget andet forefaldende arbejde.

Allan kommer hele rådhuset rundt til stor glæde for ham selv og personalet.

- Det er guld værd for mig at komme ud. Jeg er gammel frisør og her møder jeg en masse mennesker, og jeg får ros hver dag, siger Allan Rasmussen med et smil.

Blev lam i arme og ben efter stress

Allan Rasmussen har været selvstændig frisør i 21 år, men blev ramt af voldsom stress i 1996, så han mistede førligheden i arme og ben.

Efter flere års indlæggelse og behandling fik han tilkendt førtidspension, men han ville gerne stadig bruge den erhvervsevne, han havde og fik et job med at gå til hånde på Greve Rådhus.

- Jeg kommer i kontakt med en masse mennesker, som jeg var vant til før i tiden. Når man har nået en vis alder og går rundt derhjemme, så savner man social kontakt. Derfor er det dejligt at komme her, hvor folk er glade for mig.

Lige nu mangler mange lokale virksomheder medarbejdere, og derfor har politikerne i Greve Kommunes Beskæftigelses- og Erhvervsudvalg drøftet, hvordan kommunen kan hjælpe erhvervslivet med at holde hjulene i gang.

- Vi har brug for alle gode kræfter i vores virksomheder, og vi ved at 1525 lokale borgere har fået tildelt en førtidspension fordi de har varigt nedsat arbejdsevne,  siger Morten Dahlin, som er formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget (Venstre).

- Vi tror, at nogle af dem savner at være en del af et arbejdsfællesskab, og dem vil vi gerne opfordre til at blive en del af fællesskabet og livet på en arbejdsplads igen.

Tjen en ekstra skilling

Førtidspensionister og pensionister må gerne tjene penge ved siden af pensionen ved at arbejde nogle timer om ugen, og Allan Rasmussen opfordrer andre til at melde sig.

- Der må være andre end mig, der bliver kede af bare at tulle rundt derhjemme, og har behov for at komme ud. Jeg kan ikke være den eneste, siger han.

Førtidspensionister og pensionister kan selv søge jobs i virksomhederne, og på borger.dk kan de få hjælp til at beregne, hvad en løn kan betyde for pensionen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik