Allan har ikke fået bid i årevis, og han mener, det er nybyggeriets skyld

Foreningen Køge Bugt Stenrev arbejder på at genskabe nogle af de levesteder, som er så vigtige for torsken og andre af havets fisk. Men sandsugning er med til at gøre det svært for livet på havbunden.

Fra den lille Mosede Havn er er Allan Scheller sejlet ud i Køge Bugt i sin trollingbåd. I endnu et forsøg på at få en torsk på krogen. Chancerne burde være store, for han har gang i tre fiskestænger på en gang.

Men forventningerne kan ligge på et meget lille sted:

- Man skal virkelig være heldig, hvis man får en torsk på, siger han.

Og så heldig har han ikke været i lang, lang tid.

- Jeg har ikke lige datoen for det, men det er mere end 6-7 år siden, fortæller han.

Med udsigt til en sandsuger forsøger Allan Scheller at få en fisk på krogen.
Med udsigt til en sandsuger forsøger Allan Scheller at få en fisk på krogen.
Foto: Peter Boye / TV2 Lorry

Inspireret af det, de har gjort ved Sønderborg på Als, har Allan Scheller stiftet foreningen Køge Bugt Stenrev.

Målet er at genskabe en række af de stenrev som forsvandt, da man i en lang årrække landet over fiskede sten op fra havbunden for blandt andet at bruge dem til havne og moler.

Men stenene er vigtige levesteder for blandt andet fisk som torsken.

I Sønderborg Bugt har foreningen Als Stenrev de seneste 10 år lavet stenrev 21 steder. Og det har haft en markant effekt.

De steder, hvor stenrevene er, er torsken i stort antal vendt tilbage. Det har DTU Aqua kunnet konstatere ved hjælp af hundredvis af kameraer på havbunden.

Men manglen på stenrev er ikke det eneste, der udfordrer livet i Køge Bugt.

I årevis er hentet enorme mængder af sand- og grus på havbunden.

Spørger man chefen for Øresundsakvariet i Helsingør, havbiolog Jens Peder Jeppesen, smadrer sandsugningen livsbetingelserne for muslingerne, som lever på havbunden, og som spiller en vigtig rolle for livet i havet:

- De er sindssygt vigtige for sådan en havbund. De giver den liv, det giver mulighed for at andre bunddyrsarter, de kan etablere sig og dermed skabe større fødegrundlag for en masse, masse fisk.

Sandsugeren Argonaut på arbejde i Køge Bugt.
Sandsugeren Argonaut på arbejde i Køge Bugt.
Foto: Peter Boye / TV2 Lorry


Sandsugningen i Køge Bugt ser imidlertid ikke ud til at stoppe foreløbig. For der skal bruges enorme mængder af råstoffer til de mange store bygge- og anlægsaktiviteter, som i disse år er i gang i hovedstadsområdet: Sygehusbyggeri, Lynetteholmen og letbanen er bare nogle eksempler.

Allan Scheller retter ikke skytset mod NCC Industry, der med tre sandsugere hvert år henter råstoffer på bunden af Køge Bugt.

For NCC gør bare det, som de har fået tilladelse til.

Det er Statens holdning til livet i havet, der undrer ham:

- Det er virkelig ærgerligt, at man skal se på, at de bare ødelægger det uden nogen tanker for, hvad der så sker, siger han.

Men fiskeren kæmper videre. Han siger sin mening om det, der ligger ham på sinde; at Køge Bugt lider.

Og så prøver han at genskabe lidt af det liv, der er gået tabt.

Foreningen Køge Bugt Stenrev forventer at kunne lægge de første sten ud i Køge Bugt næste år.

Nå ja, og så var der lige fisketuren ...

Heller ingen torsk på krogen denne gang. Kun en enkelt hornfisk. Så lille, at han måtte smide den tilbage i vandet.

Se hele vores udsendelse om Allans kamp for livet i Køge Bugt øverst i artiklen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik