DSB om id-tjek: Det bliver alvor ved myldretid

Den store udfordring med id-kontrol i lufthavnen kommer mandag eftermiddag, når pendlerne tager til Sverige.

Siden midnat har passagerer med kurs mod Sverige fra Danmark skulle vise deres ID-papirer i lufthavnen.

Indtil nu er det gået stille og roligt, lyder det fra DSB.

- Vi kontrollerer folks id, og det går ret stille og roligt. Vi siger, at folk skal forvente mellem 10 og 30 minutters længere ventetid, og det holder stik indtil videre. Vi har ikke oplevet store køer eller store problemer, siger kommunikationschef ved DSB Tony Bispeskov mandag morgen til TV 2 Lorry.

På perronen skal vagterne fra Securitas, som DSB har hyret til at varetage opgaven, tage et billede af passagernes id med en smartphone for at registrere dem.

Det tager mellem 15 og 20 sekunder at skanne en passagers id, men de rejsende kan være med til at gøre processen let.

- Vi opfordrer kunderne til at have billed-id klar, typisk pas eller kørekort, når de kommer ned på spor 1, der fører videre mod Sverige. Alle skal vænne sig til det her, men hvis man har sit id klar, så kan vi komme af sted til tiden og få afviklet trafikken bedst muligt, siger Tony Bispeskov til Ritzau.

Han har ikke tal på, hvor mange der er kommet igennem id-sluserne, eller hvor mange der er blevet afvist. Det er ikke DSB's opgave.

- Vores opgave handler alene om at sikre, at dem, vi bringer ind i Sverige, lever op til de svenske krav. Det er ikke vores opgave at notere, hvor mange der ikke gør, siger Tony Bispeskov til Ritzau.

Han regner med, at de i alt 34 id-sluser fem steder i lufthavnen for alvor skal stå deres prøve i myldretiden.

- Vi forventer, at presset tager til i myldretiden. Fra 16-18 til er der rigtig mange, der bor i Sverige, der skal hjem igen, og der skal de vise ID. Der skal systemet stå prøven. Så begynder det for alvor, siger Tony Bispeskov til TV 2 Lorry.

Hvis man som dansker vil igennem kontrollen, skal man kunne fremvise enten pas eller kørekort. Det samme gælder for svenskere, der dog også har et særligt id-kort, som også accepteres i kontrollen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik