Viceborgmester forlader forhandlinger i protest: “Skattestigninger er usmagelige”

Borgmester vil ikke udtale sig, men har tidligere meldt ud, at den lave skat ikke længere er fredet.

Rettelse
Artiklen er opdateret den 18. september. Tidligere fremgik det, at Kasper Damsgaard over for TV 2 Lorry i maj måned havde tilkendegivet, at han ikke ville lade skatten stige. Nu fremgår den præcise ordlyd fra interview i maj: "Vi skal sørge for, i det omfang det giver mening, fortsat at ligge blandt de 10 kommuner med de laveste skatteprocenter. Så længe det ikke går ud over vores kommunale service."

En kile er blevet mast ind i byrådssalen i Glostrup, der nu er delt med Venstre på den ene side og et flertal bestående af Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF og borgmesterpartiet Socialdemokratiet på den anden side.

Således har 2. viceborgmesteren fra Venstre, Piet Papageorge, valgt at trække sit parti ud af de igangværende budgetforhandlinger.

- Det står klart, at skatten kommer til at stige ligegyldigt hvad. Jeg gider ikke sidde til skinforhandlinger og spilde alles tid, siger Piet Papageorge til TV 2 Lorry.

- Det er usmageligt, at man plukker Glostrup-borgerne i en situation med stigende udgifter, som vi står i, siger han.

Hvordan kan du være sikker på, at der kommer skattestigninger?

- Jeg har haft fortrolige snakke med borgmesteren (Kasper Damsgaard, red.), hvor jeg har spurgt, om skatten kommer til at stige. Og han sagde, at det gjorde den, siger Piet Papageorge.

Vendte på en tallerken

TV 2 Lorry har været i kontakt med Kasper Damsgaard, men han vil ikke udtale sig om skat eller budgetforhandlinger, før en endelig aftale er nedfældet på skrift.

Kasper Damsgaard sagde i sin 1. maj-tale, at han ikke ville gå til budgetforhandlinger med et ønske om at hæve skatten. I maj måned sagde han til TV 2 Lorry:  

"Vi skal sørge for, i det omfang det giver mening, fortsat at ligge blandt de 10 kommuner med de laveste skatteprocenter. Så længe det ikke går ud over vores kommunale service."

(Artiklen fortsætter efter tabellen.)

De laveste skattesatser i Danmark

  1. Frederiksberg - 22,8 procent
  2. Rudersdal - 23,09 procent
  3. Tårnby - 23,1 procent
  4. Vejle - 23,4 procent
  5. Gladsaxe - 23,6 procent
  6. Glostrup - 23,6 procent
  7. Herlev - 23,7 procent
  8. Hørsholm - 23,7 procent
  9. København - 23,8 procent
  10. Gentofte - 24 procent


Kilde: Skatteministeriet

Men for et par uger siden indikerede borgmesteren på Facebook, at han “ikke længere vil kunne frede skatten med ro i maven.”

“Jeg bliver simpelthen nødt til at erkende, at den også kan være et, af flere, værktøjer til at kunne samle økonomien igen,” skrev han på Facebook.

quote Det er usmageligt

Piet Papageorge (V)

Glostrup Kommune skal spare op mod 70 millioner kroner, når næste års budget skal lægges. Og hvis ikke det skal gå for voldsomt ud over den oplevede velfærd for borgerne, kan skattestigninger blive nødvendige, er altså argumentet fra borgmesteren.

“Helt grundlæggende mener jeg som socialdemokrat, at der skal betales den skat, der skal til for, at vi har gode skoler, daginstitutioner og plejehjem. Hverken mere eller mindre. Vi skal have en velfærd, vi kan være bekendt,” skrev han på Facebook.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Borgmester Kasper Damsgaard (S).
Borgmester Kasper Damsgaard (S).
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Vil rulle aftaler tilbage

Piet Papageorge, kan der spares på velfærden i stedet for at hæve skatterne?

- I det budget vi vedtog sidste gang, var der 600.000 til discgolf. Det er ikke kernevelfærd, men det er måske velfærd for nogle. Vi kan også hente penge på at tænke smartere i vores beskæftigelsesindsats, siger Piet Papageorge.

Han vil grundlæggende åbne budgettet for i år og rulle udgifter tilbage. Det drejer sig blandt andet om flere anlægsprojekter og en kontrolindsats med social dumping. Han mener også, at byggeprojektet ved Hvissinge Torv kan gøres billigere.

Derudover vil han ikke lade folkeskolelærernes lønninger stige, som det oprindeligt var aftalt.

- Jeg har respekt for lærerne, men vi kan ikke tillade os at gå den vej, siger Piet Papageorge.

Endelig vil Venstre-manden også kaste administrationen under et kritisk lys.

- Vi har 10 politiske centre og syv udvalg. Den proces skal vi tænke igennem, siger han.

Politikerne i Glostrup Kommune er denne weekend på budgetseminar, og det forventes, at en endelig aftale lander om to uger. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik