Mand på elcykel død i ulykke med autotransporter

Politiet ved endnu ikke, hvordan manden kom i kontakt med autotransporteren.

En person har tirsdag eftermiddag mistet livet i en trafikulykke i Glostrup.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry. 

Ulykken skete på Erhvervsvej, hvor manden der kørte på en elcykel, endte under en autotransporter. 

I første omgang lød meldingen fra politiet, at der var tale om en højresvingsulykke, men nu siger vagtchef Lars Jørgensen, at hændelsesforløbet endnu er uklart. 

- Vi ved ikke helt præcist, hvad der er sket. Cyklisten og autotransporteren kom kørende i samme retning, men der er ikke nogen vidner, der kan forklare, hvordan det kunne lade sig gøre, at cyklisten kom ind under autotransporteren, siger Lars Jørgensen til TV 2 Lorry. 

Politiet fik anmeldelsen klokken 15.39. Der er blevet indkaldt en bilinspektør, der skal være med til at fastslå, hvordan ulykken kan være sket. 

Den afdøde mand er endnu ikke identificeret.