Kraftig røgudvikling fra Vestforbrænding: Branden er nu slukket

Hovedstadens Beredskab rykkede mandag eftermiddag ud til en kraftig røgudvikling i et stort forbrændingsanlæg i Glostrup. Branden er nu slukket.

Brandvæsen og politi er til stede ved Vestforbrænding ved Ejby i Glostrup, hvor en brand brød ud mandag eftermiddag.

- Vi har melding om kraftig røgudvikling fra taget af Vestforbrændingen. Vi er mødt med en stor styrke og er påbegyndt slukningsarbejde, lød beskeden på Twitter fra Hovedstadens Beredskab klokken 15.12.

Københavns Vestegns Politi modtog anmeldelsen om branden klokken 14.40.

Vagtchefen i Københavns Vestegns Politi, Brian Munck, fortæller en time senere, at branden allerede er under kontrol, og nu har Hovedstadens Beredskab skrevet på Twitter, at branden på Vestforbrændingen nu er slukket.

- Der var tale om brand i en stor tank, som man var i færd med at skære op. Der er ikke konstateret brandspredning til øvrige bygningskonstruktioner. Vi vil fortsat være til stede på adressen i ca. 1 time, skriver de klokken 15.58.

Branden nåede ikke at sprede sig

Hovedstaden Beredskab frygtede først, at ilden havde bredt sig fra en tank til tagkonstruktionen i Vestforbrændingen, men det har altså ikke været tilfældet.

- Det så bare sådan ud. Men branden startede altså i den store tank, man var ved at skære op, og nåede ikke at sprede sig, forklarer den vagthavende operationschef i Hovedstadens Bredskab, Michael Møller, til TV 2 Lorry.

Han fortæller, at der nu er noget oprydning i gang på stedet, og brandvæsenet vil være på stedet, til de er helt sikre på, at branden er slukket.

Han fortæller desuden, at medarbejderne i Vestforbrændingen har haft åndedrætsværn på og forlod bygningen i god ro og orden, da brandslukningsarbejdet startede.

- Der har også været ambulancer på stedet for at tilse nogle af brandfolkene, som ikke havde maske på, fordi de ikke mente, at det var nødvendigt. Det er ren procedurer, at de lige bliver tilset af en læge i et sådan tilfælde, og de har det alle godt, fortsætter Michael Møller.

Vestforbrænding er Danmarks største affaldsselskab. Det store forbrændingsanlæg ejes af 19 kommuner i hovedstadsområdet og Sjælland.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik