Kaos forude: Letbanen lukker delvist stort kryds i Glostrup

Borgere og trafikanter i Glostrup kan se frem til støj og afspærrede veje, når der skal arbejdes på Letbanen i Ringvejskrydset.

Trafikanter må formentlig væbne sig med tålmodighed eller finde alternative veje fra august og tre måneder frem, hvis de skal køre igennem Ringvejskrydset i Glostrup. 

Der skal nemlig lægges elementer til letbanens spor midt i krydset, og derfor vil krydset være delvist spærret fra den 9. august og 12 uger frem. 

Ifølge selskabet bag Letbanen, er det nødvendigt at at lave den delvise afspærring af de trafikerede kryds, da den kommende letbane skal køre i midten med trafik på begge sider. 

Der vil være spærret  for gennemkørsel for biler gennem krydset via Hovedvejen, både i øst- og vestlig retning i en periode på 12 uger, ligesom der vil være spærret for alle venstresving i krydset.

Medfører også støjgener

Cyklister og gående vil dog stadig kunne komme igennem afspærringen. 

Det massive arbejde i Ringvejskrydset vil også påvirke bustrafikken, og derfor opfordrer Hovedstadens Letbane til, at man holder sig opdateret på ændringer på Rejseplanen. 

Arbejdet vil blive udført på hverdage i tidsrummet kl. 7-22 samt i weekenden kl. 8-18, og Hovedstadens letbane forventer, der kan forekomme støjgener for beboere i området.

I klippet nedenfor kan du set et tidligere indslag fra TV 2 Lorry omkring uenigheder om Letbanens placering. 

Med den nuværende sammensætning på Københavns Rådhus er et flertal direkte modstandere af punktet i gårsdagens infrastrukturaftale om en letbane fra Nørrebro til Gladsaxe.