Henrik Qvortrup og tys-tys-kilden idømmes fængselsstraf

Som de eneste i Se og Hør-sagen skal den såkaldte tys-tys-kilde og Henrik Qvortrup afsone fængselsstraffe.

I Se og Hør-sagen idømmes fem tiltalte torsdag straffe på op til halvandet års fængsel.

Den tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup får et år og tre måneders fængsel. Tre af månederne skal afsones, mens den resterende tid gøres betinget mod vilkår om samfundstjeneste.

Ifølge Qvortrups advokat, Anders Nemeth, er det dog muligt at afsone de tre måneder med en fodlænke.

- Det, der omtales som tre måneder ubetinget, medfører rent teknisk ikke en frihedsberøvelse. Man får fornøjelsen af at afsone hjemme med fodlænke, siger advokaten.

quote Jeg er selvfølgelig skuffet over resultatet. Jeg var gået efter en frifindelse. 

Henrik Qvortrup

Den strengeste straf på halvandet års fængsel tilfalder den såkaldte tys-tys-kilde, mens tre andre tiltalte slipper med betingede fængselsstraffe.

Det drejer sig om den tidligere chefredaktør Kim Henningsen, der straffes med et års betinget fængsel. De to menige journalister Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen idømmes fængsel i fire måneder.

Som den eneste af de seks tiltalte frifindes Per Ingdal, der tjente som konstitueret chefredaktør i et halvt år af 2009.

Under sagen ved Retten i Glostrup har flere af de tiltalte i vidt omfang erkendt, hvad der er sket - nemlig at en it-operatør hos IBM/Nets gennem flere år fodrede Se og Hør med oplysninger om kendtes brug af kreditkort.

I flere tilfælde blev oplysningerne brugt til at skrive historier. Eksempelvis kunne de bruges til at afsløre tv-værten Line Baun Danielsen på rejser med forskellige kærester.

På trods af erkendelserne har de tiltalte alle nægtet sig skyldige. Det er blandt andet sket med henvisning til, at de ikke mener, at foretagendet var ulovligt.

Da Henrik Qvortrup tilbage i september afgav forklaring, erkendte han, at han i juni 2008 indgik en aftale med tys-tys-kilden.

Mod en fast betaling på 10.000 kroner om måneden skulle it-operatøren hjælpe med at spore de kendte menneskers gøren og laden.

Qvortrup har dog insisteret på, at der efter hans opfattelse ikke var noget odiøst eller usædvanligt i samarbejdet med it-operatøren. Han var en kilde som så mange andre, lød det fra den 53-årige tidligere chefredaktør.

Men på det punkt er Retten i Glostrup uenig. Ifølge retsformand Mette Lyster Knudsen burde Qvortrup have indset, at samarbejdet var ulovligt og en krænkelse af de langt over 100 mennesker, der blev overvåget.

- Nu vil jeg med min fortræffelige advokat bruge de næste to uger til at overveje, om vi skal gå videre med den her sag, lyder det fra Henrik Qvortrup. 

Som den eneste af de dømte har tys-tys-kilden øjeblikkeligt valgt at anke dommen på halvandet års fængsel til landsretten.

De resterende fire vil bruge 14 dage på at overveje, om de ønsker sagen behandlet ved endnu en retsinstans.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik