Dansker opfandt den moderne fodbold: Nu sælger de 3,5 millioner bolde om året

Det var den danske landsholdsmålmand Eigil Nielsen, der opfandt den bold, der i dag bliver spillet med overalt i verden. Nu omsætter Glostrupvirksomheden Select for et tre-cifret millionbeløb.

Der er bolde overalt i Selects hovedkvarter i Glostrup. De er meget forskellige af udseende, men det grundlæggende design med 32 fem- og sekskanter går igen overalt.

- Boldene er jo stadigvæk 32-felters bolde. Det er hele vores DNA. Det var det Eigil Nielsen opfandt i 1962, fortæller den administrerende direktør, Peter Knap, da TV 2 Lorry kigger forbi for at lave optagelser til programmet Viljen til Succes.

Centralt i virksomheden har Select lavet en opstilling, der fortæller hele historien om deres grundlægger, Eigil Nielsen.

- Han er tidligere landsholdsmålmand - i 1940'erne - og i 1947 stiftede han Select, fortæller Peter Knap og peger på den billedvæg, der opridser historien om Eigil Nielsen.

I 1947 stiftede den danske landsholdsmålmand Eigil Nielsen virksomheden Select og udviklede den 32-felters fodbold, som der i dag bliver spillet med overalt i verden. Nu producerer Glostrupvirksomheden 3,5 millioner bolde om året, beskæftiger 110 ansatte og omsætter for et tre-cifret millionbeløb.

Den moderne fodbolds opfinder

Eigil Nielsen spillede 28 landskampe i perioden fra 1940 til 1951, men han var ikke helt tilfreds med de bolde, der blev spillet med dengang. 

- Det var en læderbold, rigtigt ko-læder med en snøre og 18 felter, og han syntes ikke, at det var den optimale fodbold, fortæller Peter Knap og peger på en orangefarvet bold i en montre med aflange felter og den snøre, som gjorde bolden utilregnelig - specielt for en målmand. 

En fodbold anno 1947 - med snøre
En fodbold anno 1947 - med snøre

Dengang kunne man ikke leve af at spille fodbold, så Eigil Nielsen brugte sin civile uddannelse i sko- og læderbranchen til at gøre en forskel i sporten.

- I 1951 sidder han og opfinder en speciel nål, der kan lukke den sidste knude indvendig. Det vil sige, at man kan fjerne den her snøre. 

Samme år overtaler Eigil Nielsen DBU til at spille med hans bold uden snøre, og siden da har DBU og landsholdene brugt Selects bolde.

- Det er det længste boldsponsorat vi kender til i verden, og det er vi jo super stolte af.

I 1951 fjernede Eigil Nielsen den udvendige snøre
I 1951 fjernede Eigil Nielsen den udvendige snøre

32 felter uden patent

Eigil Nielsen havde skrevet verdenshistorie, men fortsatte sin udvikling af bolden. I 1962 fandt han på at sammensætte en bold af 20 sekskanter og 12 femkanter.

- Når man syr det sammen, så får man den første 32 felters bold, som Eigil Nielsen har opfundet. Han tog ikke patent, for hans holdning var, at det her skulle være en bold alle skulle have glæde af, fortæller Peter Knap og peger på endnu en orange bold, men denne gang med Select-logo og de 32 felter, som alle boldproducenter i dag har taget til sig.

I 1962 opfandt Eigil Nielsen fodbolden som vi kender den i dag.
I 1962 opfandt Eigil Nielsen fodbolden som vi kender den i dag.


- Det har været en skelsættende nyhed dengang, og det er den vi bygger vores DNA videre på, for det giver den perfekte rundhed, den optimale rundhed på en bold.

Senere - i midten af 1970'erne - var Select også blandt de første til at skifte ko-læderet ud med et syntetisk materiale, der bedre kunne udholde vind og vejr.

Grundlæggeren døde med støvlerne på

Peter Knap peger op på væggen igen.

- Det er jo paven, der står med en Select-bold. Jeg ved, at Eigil satte enorm pris på, at paven faktisk har velsignet bolden.

Eigil Nielsen elskede fodbold helt frem til sin død i år 2000.

- 81 år gammel var han ude og spille fodbold på K.B. med de her ældre herrer. Han har lige scoret et mål, løber op ad banen, får et hjerteslag og falder om og dør på fodboldbanen.

Eigil Nielsen var uddannet i sko- og læderbranchen.
Eigil Nielsen var uddannet i sko- og læderbranchen.


14 ligaer og 3,5 millioner bolde

I dag er Select ejet af Eigil Nielsens efterkommere, og siden 2002 har det været med Peter Knap ved roret. I dag beskæftiger de 110 medarbejdere. Sortimentet er udvidet med tøj og sportsudstyr, men det er stadig boldene, der udgør 60 procent af omsætningen af et ikke nærmere defineret tre-cifret millionbeløb.

Select sælger 3,5 millioner bolde om året og leverer bolde til hele 14 professionelle ligaer - deriblandt den bedste tyske fodboldliga, Bundesligaen. 

Den lille danske virksomhed har formået at tage markedsandele fra globale megabrands som Nike og Adidas.

- Vores størrelse virksomhed skal - selvom vi er vokset - have en fleksibilitet, så vi kan agere hurtigt. Vi er oppe imod nogle store, store konkurrenter, men hvis vi er den lille hurtigt agerende, tæt på vores kunder, så er der altid en god forretning at lave, siger Peter Knap.

Socialt ansvar i Pakistan

Boldene bliver stadig lavet hos Anwar Khawadja Industries i Pakistan, som Eigil Nielsen indgik et partnerskab med i 1977.

- Det er den første, der kommer med produktion af bolde til den her by fra Europa. Og siden bliver den her by boldens mekka, fordi de har syere, der sidder og håndsyr de her bolde.

I 1996 startede Eigil Nielsen SAHEP-programmet i byen, så der blev taget hånd om de lokale - og Select tager stadig sit sociale ansvar den dag i dag.

- Vi har ansat en række mennesker, som tager sig af de børn, som ikke kommer i skole i Pakistan, samt at syerne og deres familier får lægehjælp, når der er sygdom. En sygdom i Pakistan i det område kan betyde, at en familie kan gå i ruinerne, for økonomisk er det enormt vigtigt, at man er rask og kan arbejde.

Corona stopper ikke festen

Corona lukkede både butikker og sportsklubber, og det kunne naturligvis også mærkes hos Select.

- Vi valgte ikke at lave drastiske ændringer for at komme igennem den her krise. Det er vi glade for nu, for nu har vi de gode medarbejdere, der har arbejdet for os i en årrække. De ved godt, hvad det her drejer sig om, og når vi ser nu, hvor markederne igen er åbnet op, så kommer det hurtigt tilbage til os, så jeg er super glad for, at vi ikke lavede nogle overdrastiske ændringer.

Til næste år runder Select 75 år, men de forsøger stadig at sætte nye standarder for den lille runde. De har udviklet en teknologi, hvor de svejser boldene med ultrasoniske lydbølger - og så har de lavet en bold af plastikflasker.

-  Den hedder Planet. Vi prøver at reducere plast i generelt i vores emballager og produkter - og nu har vi formået at lave et højkvalitetsprodukt. I denne her fodbold er plastmaterialet lavet af 11 plastflasker, fortæller Peter Knap om bolden, der har et grønt design og et lille genbrugsmærke under Select-logoet.

- Jeg er meget fortrøstningsfuld, og jeg glæder mig til - sammen med alle medarbejderne - at vi skal fejre et 75 års jubilæum. Det bliver en fest, og jeg tror også at 2022 bliver en forretningsmæssig fest for os.

- Og så kan i passende sende en venlig tanke til Eigil?

- Det gør vi, og det er vi glade for. Og jeg tror faktisk, at hvis han kunne se, hvad vi render rundt og laver i dag, så ville han være pavestolt af det, slutter Peter Knap med et smil.


_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik