Borgmester vil ikke genopstille: Her er Venstres nye spidskandidat

27-årige Piet Papageorge er ny borgmesterkandidat for Venstre i Glostrup Kommune. Han skal forsøge at beholde borgmesterkæderne i Venstre, efter at John Engelhardt har sagt stop i kommunalpolitik.

Mens Glostrups borgmester gennem 11 år, John Engelhardt (V), har valgt at stoppe i kommunalpolitik, har Venstre onsdag fundet spidskandidaten, der skal forsøge at beholde magten i det borgerlige parti efter kommunalvalget i november 2021.

Den nye borgmesterkandidat i vestegnskommunen er 27-årige Piet Papageorge, der er nuværende gruppeformand i Venstre og formand for Vækst- og Byudviklingsudvalget. Han har været medlem af kommunalbestyrelsen i Glostrup i otte år.

Det skriver Venstre i Glostrup i en pressemeddelelse.

Piet Papageorge har en baggrund som manager i rådgivningsvirksomheden PwC og vandt et kampvalg mod Marlene Frandsen med to tredjedele af stemmerne.

Artiklen fortsætter efter billedet...

John Engelhardt (V).
John Engelhardt (V).
Foto: TV 2 Kosmopol

Borgmesteren sagde stop

11. november annoncerede 64-årige John Engelhardt, at han ikke genopstiller ved kommunalvalget næste år.

- Livet er – og skal være – meget andet end politik. Og derfor er det min beslutning at stoppe ved udgangen af valgperioden, så der bliver mere tid til andre interesser og opgaver, sagde John Engelhardt (V) i en pressemeddelelse.

Den ingeniøruddannede Engelhardt har været en fast skikkelse i kommunalpolitik i Glostrup i tæt på tre årtier. Han har været aktiv politiker i 27 år, heraf 25 år som medlem af kommunalbestyrelsen.

De seneste 11 år har han siddet på borgmesterposten i kommunen på Vestegnen, som traditionelt set er socialdemokratisk hjerteland.

Meget tyder på, at en ung afløser en gammel i Glostrup Kommune, da netop Socialdemokratiet også stiller med en ung kandidat til borgmesterposten - Kasper Damsgaard på 33 år.

Glostrup Kommune er én af kommunerne i TV 2 Lorrys sendeområde, som i forvejen kan betragtes som en svingkommune. Læs mere om det forestående drama i kommunen her. 

Mistede sit flertal

John Engelhardts seneste valgperiode har særligt været præget af, at han undervejs mistede sit flertal.

I august 2018 gik et flertal sammen uden om Venstre og Dansk Folkeparti og omfordelte formandskaberne for de politiske udvalg. Det fik Venstre og Dansk Folkeparti til at klage til Ankestyrelsen, fordi de mente, at manøvren var ulovlig. Dette afviste Ankestyrelsen.

Hele redeligheden skete, efter et tidligere Venstre-medlem, Lars Thomsen, blev ekskluderet fra partiet i maj 2018, efter han ragede uklar med borgmesteren. Thomsen blev siden løsgænger, og med hans mandat væk fra Venstre-gruppen tippede Engelhardts spinkle flertal.

Det er dog lykkedes John Engelhardt at være med til at diktere kommunens økonomi, siden han mistede flertallet bag sig. I 2019 og 2020 var Venstre med i forligskredsen ledet af Socialdemokratiet, som vedtog Glostrups budgetter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik