Borgerlig borgerkrig i Glostrup: Borgmester mister sit flertal

Venstre-borgmester smed partifælle på porten. Nu har han mistet De Konservatives støtte, og et nyt femkløver-samarbejde har set dagens lys i kommunalbestyrelsen.

Den borgerlige kabale i Glostrup er gået i hårdknude, og Vestegns-kommunens borgmester, John Engelhardt fra Venstre, må nu vinke farvel til sit politiske flertal i kommunalbestyrelsen.

Det står nu klart, efter at De Konservatives eneste kommunalbestyrelsesmedlem Dan Kornbek Christiansen har valgt at indgå en indtale med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og den nye liste, Bylisten, om at danne en ny samarbejdsaftale uden om Venstre og Dansk Folkeparti.

Venstres alliance med De Konservative er dermed brudt, og den politiske vægtskål tipper ikke længere i borgmester John Engelhardts favør.

Men ifølge De Konservatives Dan Kornbek Christiansen er det borgmesteren og Venstres egen skyld.

- Vi har brugt siden den første januar til den første juni på at se, om vi kunne finde hinanden i den borgerlige flertalsgruppe og lave borgerlig politik sammen. Vi har i den forbindelse konstateret, at der ikke var enighed om, hvordan det skulle være, siger Dan Kornbek Christiansen til TV 2 Lorry.

Smed partifælle ud

En af de bærende årsager til, at det borgerlige samarbejde er brudt sammen, skyldes ifølge Dan Kornbek Christiansen, at Venstre den 29. maj valgte at ekskludere deres eget kommunalbestyrelsesmedlem Lars Thomsen.

quote Jeg fik at vide, at hvis jeg holdt min kæft og stemte på det, borgmesteren mente, så måtte jeg få lov at blive.

Lars Thomsen, Bylisten

Lars Thomsen, der var nummer to Venstres liste og sidder som formand for Social-og Sundhedsudvalget, var raget uklar med sine partifæller. Blandt andet omkring udviklingen af Glostrup Bymidte.

Uenighederne var så store, at han endte med - efter eget udsagn - at "blive kylet" ud af sit parti, og i stedet stiftede han den nye enkeltmands-liste Bylisten.

- Jeg fik at vide, at hvis jeg holdt min kæft og stemte på det, borgmesteren mente, så måtte jeg få lov at blive. Hvis ikke kunne jeg blive i Venstre, hvis jeg trådte ud af KB (kommunalbestyrelsen, red.). Det takkede jeg nej til, siger Lars Thomsen til TV 2 Lorry.

Bruddet blev startskuddet til, at flertallet i den borgerlige lejr begyndte at smuldre.

Før ekskluderingen af Lars Thomsen havde Venstre, De Konservative og DF tilsammen ti ud af de 19 medlemmer i kommunalbestyrelsen. Men med Lars Thomsen som enegænger væltede korthuset.

'Har holdt sine løfter'

Lars Thomsen indgik nemlig et samarbejde med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Samtidig tilbød de De Konservative at være med ombord i en ny fælles samarbejdsaftale.

- Der har været bøvl, kaos og ballade hos Venstre. De vælger i hvert fald at smide en af deres egne ud. Et er, at de har misforvaltet flertallet, så der ikke længere er borgerligt flertal. Men jeg kan også som konservativ se, at når man ikke har mandater nok, så er det jo svært at få sin politik igennem, siger Dan Kornbek Christiansen.

Han mener ikke, at han, ved at indgå samarbejdsaftalen, miskrediterer den konstitueringsaftale, han i sin indgik sammen med DF og Venstre omkring borgmesterposten.

- Jeg har holdt det, jeg lovede i forhold til at få en borgerlig borgmester. Nu holder jeg det, jeg lover i forhold til at skabe stærke konservative og borgerlige resultater. Det kan jeg jo ikke gøre, hvis vi sidder ni, og de andre er ti. Men det kan jeg nu, siger Dan Kornbek Christiansen.

'Har lugtet lunten'

Den vurdering er Bylistens Lars Thomsen enig i:

- Dan er en dygtig politiker, og han har jo lugtet lunten. For hvis han skal have noget konservativ politik igennem, så skal man nok være på det hold, hvor der er flest medlemmer, siger han.

Hvad samarbejdsaftalen helt konkret kommer til at indebære er endnu uvist.

Men henover sommerferien skal de fire partier og Bylisten mødes og sammen forsøge at finde fælles fodslag, fortæller Dan Kornbek Christiansen.

- Det er et samarbejdsgrundlag, der skal skabe det bedste for Glostrup. Det, vi gør nu, er, at vi går hjem sammen her i sommerferien og kigger på, hvad vi kan gøre på den korte og den lange bane i forhold til små og store udfordringer, og så skaber vi et samarbejdsgrundlag ud fra det.

- Vi har aftalt, at det er samarbejdsgrundlag, hvor vi er fire forskellige politiske partier og en liste. Vi har ingen leder, så det er ikke sådan, at den, der er leder af det største parti, er talsmand for os. Vi, der repræsenterer hvert vores parti, er allesammen ledere og talsmænd, siger Dan Kornbek Christiansen.

Han erkender, at hans konservative holdninger og overbevisninger på mange områder differentierer sig mere med Soc.dem, SF og El, end med Venstres.

quote Selvfølgelig kommer jeg til at stemme for noget, der ikke ligger inde for den konservative ramme. Men det kommer de andre jo også til.

Dan Kornbek Christiansen, kommunalbestyrelsesmedlem (kons.)

Men han er villig til at gå på kompromis for at få samarbejdsaftalen til at fungere.

- Selvfølgelig kommer jeg til at stemme for noget, der ikke ligger inde for den konservative ramme. Men det kommer de andre jo også til, siger han.

Borgmester: En ærlig situation

TV 2 Lorry har efterfølgende været i kontakt med Glostrups borgmester John Engelhardt. Han har en noget anden udlkægning af ekskluderingen af Lars Thomsen og De Konservatives beskyldninger om, at han og Venstre skulle have misforvaltet det borgerlige flertal:  

- Vi har været tvunget til at eksludere Lars, fordi han helt specifikt har sagt, at han ikke vil følge Venstres regler og det, vi er gået til valg på. Det gør det meget svært at samarbejde. Så det, at han skulle været blevet kylet ud, er altså en sandhed med modifikationer, siger John Engelhardt.

Han erkender dog, at et blåt flertal ikke længere er en realitet, og at ekskluderingen af Lars Thomsen har været med til at skabe de ringe i vandet, som nu fået magtbalancen til at skifte i kommunalbestyrelsen. 

- Man skal kunne tælle til ti, når der er 19 medlemmer  i en kommunalbestyrelse. Og hvis Lars går fra at være blå til at være rød, så sidder Dan jo i den situation, at han er medlem af en mindretalsgruppe, og hans formandspost (i Kultur- og Fritidsudvalget, red.) er dermed i spil. Så han kan jo været nødsaget til at bevæge sig over på den anden side. Jeg kender ikke hans bevæggrunde, men det kunne jo være en grund, siger John Engelhardt, der kalder situationen "ærgerlig".

- Han (Dan Kornbek Christiansen, red.) lod nogle socialdemokrater meddele mig hans besluting. Det er der jo ikke meget samarbejde i. Men jeg kan på sin vis godt forstå, at han er nødsaget til at gøre det for at hytte sit eget skind, siger John Engelhardt.

Svært at spå om fremtiden

I forhold til den nye samarbejdsaftale mellem de tre røde oppositonspartier, Bylisten og nu også De Konservative, siger John Engelhardt, at han vil afvente og se situationen an i forhold til, hvad den nye flertalsgruppe når frem til på den anden side af sommerferien.

- Der er jo ikke mange, der ved, hvad det går ud på, hvad substansen er i aftalen, og hvordan formen kommer til at se ud. Så det er svært at spå, hvordan min borgmesterrolle kommer til at se ud. Det afhænger jo af, hvad de lægger op til. Jeg passer mit job og foretager de vielser, jeg skal, henover sommeren. Men det er også sådan, at vi har et budgetforlig for resten af året, hvor alle partier er med. Og med det udmærkede klima, vi har haft på den led, så forventer jeg sådan set, at resten af året forløber på den måde, at vi gennemfører de ting, vi i fællesksab er blevet enige om, siger John Engelhardt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik