Kæmper med voldsom brand på genbrugsstation – først færdige efter midnat

Branden er under kontrol, men vil først være slukket om flere timer.

Hovedstadens Beredskab og Københavns Vestegns Politi kæmper med at få slukket en hidsig brand på en genbrugsstation i Glostrup, der udvikler kraftig røg, som blandt andet breder sig ud over en nærliggende motorvej.

Branden er opstået på Paul Bergsøes Vej, hvor der er gået ild i en container med affaldsskrot.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Lars Guldborg.

- Der opstår ild i containeren, som så breder sig til nogle andre containere med skrot, siger han til TV 2 Lorry.

Hovedstadens Beredskab oplyser på Twitter, at de er til stede med flere slukningskøretøjer. Ifølge Københavns Vestegns Politi er branden under kontrol, men vil fortsat stå på i flere timer.

- Meldingen fra brandvæsenet er, at det vil tage mellem seks og ti timer at slukke. Så de kommer til at arbejde derude et godt stykke tid endnu og forventer først at være færdige engang omkring midnat eller måske senere, siger vagtchef Lars Guldborg.

Branden udvikler kraftig røg, der dog driver væk fra beboelsesområder.
Branden udvikler kraftig røg, der dog driver væk fra beboelsesområder.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Anmeldelsen om branden kom kort før klokken 15.

Billeder fra stedet viser, at hele området er indhyllet i en tyk røg.

- Det udvikler en kraftig røg, der driver ud over motorvejen og et grønt område på den anden side af motorvejen, siger vagtchef Lars Guldborg.

Derfor skal bilister på Motorring 3 i området mellem frakørslerne 24 Roskildevej og 23 Jyllingevej være ekstra opmærksomme.

- Der er nedsat hastighed i området, fordi der indimellem kommer nogle bølger med tyk røg, siger Lars Guldborg.

 
 
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Politiet understreger, at røgen hurtigt bliver fortyndet af en frisk vestenvind.

- Det lugter grimt derude af brændt gummi, men medmindre, man stiller sig lige midt i røgfasen, så er det ikke farligt at indånde, siger vagtchefen.

Genbrugsstationen ligger i et industriområde med motorvej og et grønt område som naboer. Derfor har det ikke været nødvendigt at evakuere beboere i forbindelse med røgudviklingen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik