Valg i Gladsaxe: Gammel arbejderkommune præget af enighed og bugnende pengekasse

Det er ikke uden udfordringer at have en så sund økonomi, som der er i Gladsaxe Kommune. For det efterlader uenigheder om, hvordan man skal bruge pengene.

Gladsaxe Kommune er en af de ældste i Storkøbenhavn, og selvom den historisk set er kendt som en arbejderkommune, så er det en af de rigeste i landet takket være Novo Nordisk, der hvert år lægger omkring 300 millioner kroner i kommunekassen. Men selvom der er styr på økonomien, har kommunen også nogle udfordringer, politikerne skal overbevise vælgerne om, de kan være med til at løse. 


Hvad er der på spil?

Trine Græse (S) er borgmester i Gladsaxe Kommune, hvor der har siddet socialdemokrater for bordenden i over 100 år. Kommunen har en bundsolid økonomi og en kassebeholdning på over en milliard kroner, så et af de helt store spørgsmål er, hvordan de mange penge skal bruges. 

  • Der er fremskredne planer om at bygge en ny skole til omkring 700 millioner. 
  • Der er afsat penge til at bygge en række nye institutioner, der er større end flere af de nuværende. 
  • De næste 10 år er der samlet afsat fire milliarder kroner til anlægsarbejde. 


Hvem er favoritten og hvorfor?

Trine Græse er favorit til at genvinde posten som borgmester. Ved sidste valg fik Socialdemokratiet 10 ud af 25 mandater og siden har de haft et stabilt flertal i kraft af deres samarbejde med Radikale og SF.  

Derudover peger følgende i retning af, Trine Græse fortsætter på posten. 

  • Politik i Gladsaxe er præget brede forlig, hvilket er medvirkende til, der ikke er den store splittelse og modstand mod Trine Græse byrådet.
  • Den konsensussøgende politik gør det svært for oppositionen at markere sig som et alternativ. 
  • Socialdemokratiet er gået i valgforbund med SF og Radikale, hvilket giver begge partier udsigt til gode udvalgsposter for igen at pege på Trine Græse som borgmester.  


Hvem er førsteudfordreren, og har han en chance?

Venstres spidskandidat Martin Skou Heidemann er det bedste bud på et alternativ som borgmester, men det bliver svært for ham at vinde posten.

  • Venstre fik fem mandater ved sidste valg, og derfor skal der et decideret jordskredsvalg til, før de kan nå nok mandater til at tippe magten. 
  • Venstres spidskandidat og største stemmesluger ved valget i 2017, Pia Skou, har forladt partiet og er skiftet til Radikale Venstre. 
  • Den borgerlige fløj står ikke stærkt i Gladsaxe, og det kan derfor blive enormt svært at opnår den krævede støtte fra andre partier. 


Er der virkelig slet ingen splittelse i byrådet i Gladsaxe?

Jo, det er der faktisk. Men den største splittelse er sket internt i partierne og har blandt bundet i uenighed om tonen og den førte politik. 

  • I januar 2020 valgte to medlemmer af Socialdemokratiet at melde sig ud og blive løsgængere. De mente blandt andet, at den førte politik ikke var rød nok. Senere stiftede de Lokallisten Gladsaxe, der også er på stemmesedlen ved dette valg. 
  • I februar 2020 fik Venstres spidskandidat Pia Skou nok af sine partikollegaer, som hun mente søgte for meget konflikt. Hun meldte sig derfor ind i Radikale Venstre. 

Men hvad kommer så til at blive afgørende for valget?

Socialdemokratiet har vundet hvert eneste kommunalvalg i Gladsaxe siden 1913, og det er ikke kun politisk, der grundlæggende er enighed om mange emner. Når vælgerne går til urnerne, sker der som regel heller ikke mange forskydninger. Og det vil formentlig være afgørende for, hvordan valget udvikler sig. 


Hvordan gik det ved valget i 2017?

Der skete ikke de store forskydninger ved valget i 2017 i forhold til 2013. Socialdemokratiet gik lidt tilbage i vælgertilslutning, men endte igen på 10 mandater. SF og Radikale fik begge to mandater, og dermed kunne de konstituere Trine Græse som borgmester.

Hvem har indgået valgforbund?

  • Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF
  • Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre
  • Kristendemokraterne, Lokallisten Gladsaxe, Enhedslisten


Hvad betyder valgforbund og konstituering?

Hvad er ellers værd at lægge mærke til?

  • Det er ikke tilfældigt, at Ole Skrald (S) er med i et udvalg, der behandler genbrug og dagrenovation. Han er nemlig gammel skraldemand og gik ind i politik i 2001, hvor han var vred over, at skraldeopgaven blev sendt udbud. Dengang skiftede han også sit efternavn Rasmussen ud med Skrald.
  • Amina Sardar er tidligere muslim og stiller op for Dansk Folkeparti. Men hendes opstilling har blandt andet ført til, at et medlem af DF i Lyngby er skiftet til Nye Borgerlige.
  • 72-årige Lars Abel (K) har siddet i byrådet i Gladsaxe siden 1970, og han når dermed op på 52 år i træk som byrådsmedlem. Det er uden sammenligning længst tid af alle byrådsmedlemmer på landsplan.


Forudsigelsen:

Trine Græse er med overvejende sandsynlighed også borgmester efter valget.   




Sådan har vi gjort

Her er kandidaterne i Gladsaxe Kommune: