Trods fare for store nedfaldne grene – Kommune vil ikke fælde gammelt, sygt bøgetræ

Normalt bliver sygdomsramte træer fældet, hvis de skaber fare for forbipasserende. Nu får et ikonisk såkaldt risikotræ lov til at bestå i Gladsaxe.

Svampeangreb og risiko for nedfaldne grene.

Det er skæbnen for den mere end 150 år gamle flerstammede bøg i Aldershvile Slotspark i Gladsaxe. 

Tilbage i 2021 blev det enorme træ ramt af et svampeangreb af stor kulsvamp, hvilket har ført til, at træet nu bliver betragtet som et såkaldt risikotræ. 

Det vil sige, at træet bliver opfattet som et træ, hvor der er fare for forbipasserende, fordi der er risiko for, at træet vælter eller større grene knækker af.

Normalt bliver den slags risikotræer enten fældet eller får skåret trækronen af.

Skånes for biodiversiteten

Men i Gladsaxe har kommunen valgt at gå en anden vej. Kommunen har nemlig valgt at skåne det mere end 150 år gamle træ til fordel for biodiversiteten. 

Det fortæller Anders Adams, der er naturmedarbejder i Gladsaxe Kommune, i en pressemeddelelse.

- Vi har alt for få gamle træer i Danmark, og det er et stort problem for biodiversiteten, da veterantræer er levested for op imod en tredjedel af skovens arter.

- Derfor er det ret enestående, at vi i Gladsaxe bevarer dette fantastiske træ. Selvom træet nu er i forfald, kan det potentielt danne levested for mange arter i årtier, siger Anders Adams.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad er et veterantræ?

  • Veterantræer er gamle træer med blandt andet sår, hulheder, døde grene og vandfyldte huller.

  • Det skaber stor variation for de arter, der lever i og på træet. Saft, der strømmer ud af sår på levende træer, er for eksempel en vigtig kilde til energi for mange insekter herunder store sommerfugle. Når barken bliver tilpas gammel, kan der flytte sjældne mosser og larver ind.

  • Derfor er veterantræer en meget vigtig og sjælden biodiversitetsressource.

Kilde: Gladsaxe Kommune 

Indhegning og ekspert-tjek

Forbipasserende skal dog ikke være bekymrende for at være i fare. Kommunen har nemlig taget sine forholdsregler og blandt andet hegnet træet ind. 

Det siger Klaus Herner Kristiansen, der er kommunikationskonsulent ved miljøafdelingen i Gladsaxe Kommune, til TV 2 Lorry. 

- Nu har vi indhegnet træet, for at man ikke skal gå derind. Der er skiltet, at man ikke skal gå indover, siger han og tilføjer:

- Eksperter tjekker løbende, om der er fare for nedfaldne grene. Det er et træ, vi hele tiden holder øje med. Hvis der er nogle grene, der skal tages af, bliver de taget af kontrollen.

Unik afspærring

Spørger man kommunen, er man stolte af handlingen. Derfor udgør den flerstammende bøg og kommunens bud på et vinderprojekt i konkurrencen Danmarks Vildeste Kommune. 

- Når bevarelsen af Den flerstammede bøg er valgt som Gladsaxes bud på et vinderprojekt, skyldes det, at det i Danmark er unikt at spærre et område af for at bevare et risikotræ.

- Med projektet bevarer vi vigtige levesteder for en række arter, og samtidig får parkens mange besøgende mulighed for at følge træets alderdom på tæt hold, forklarer Anders Adams.








_

_


Mest læst i dag

Se flere

Miljø

ko på græs

Banebrydende forsøg: Sukker skal fjerne drivhusgas fra luften

Loppemarked

Grøn og gratis julegave: Københavns Kommune afholder Green Friday

genbrugsstation

Kommunens eneste genbrugsplads lukker, så snart må borgere køre til andre byer med skraldet

20201214-141221-L-6000x4000ma

playEfter kritik af Lynetteholm kommer direktør i selskabet bag nu med løfte til borgere


Gladsaxe


Forsiden lige nu

Se flere