Træ vælter ned over 13-årig dreng på mountainbike

Ulykken skete for øjnene af drengens venner. Sammen var flokken ude at køre på den lokale dirtjump-bane, da et træ væltede ned over drengen.

En 13-årig dreng er kørt på hospitalet med skader på benet, efter et træ væltede ned over ham onsdag eftermiddag.

Ulykken skete, mens drengen kørte på cykel sammen med sine venner på den lokale dirtjump-bane i Søborg torsdag eftermiddag.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry.

- Da han kører på banen, er der uheldigvis et træ, der vælter ned over ham, mens han er på cyklen. Han bliver så fastklemt under træet, siger vagtchef Lars Guldborg.

Vagtchefen understreger, at drengens skader ikke er livstruende.

Artiklen fortsætter efter billedet...

søborg dreng på cykel ramt af træ1
Foto: Presse-fotos.dk

Politiet fik anmeldelsen klokken 16.52 og rykkede ud sammen med beredskabet, der skar drengen fri.

- Han bliver så kørt på hospitalet, primært med skader på benet. Jeg ved ikke, om man kan sige, at han er sluppet billigt, men vi kan i hvert fald konstatere, at han blandt andet har haft et rygskjold og en hjelm på. Det har nok været medvirkende til, at han ikke har fået skader andre steder, siger vagtchefen.

Artiklen fortsætter efter billedet...

søborg dreng på cykel ramt af træ
Foto: Presse-fotos.dk

Skete for øjnene af vennerne

Ulykken skete for øjnene af en gruppe af drengens venner, der så træet vælte ned over den 13-årige.

Vagtchefen fortæller, at ulykken har været noget af en forskrækkelse for dem.

- Vennerne har naturligvis været rystede, og vi har også kørt en af dem hjem. Og så har vi vejledt dem om, at de kan få lov at snakke med nogen, hvis de har behov for det, siger Lars Guldborg.

Det er formentlig det kraftige blæsevejr torsdag, der har forårsaget det væltede træ.

Beredskabet har bugseret træet væk fra dirtjump-banen og har nu forladt ulykkesstedet.