Ti kilometer vej skal graves op: Sådan påvirker det trafikken

I forbindelse med etableringen af letbanen skal forsyningsselskabet Novafos omlægge 10 kilometer ledninger på Buddingevej. Det betyder store ændringer for trafikanterne.

I 2025 forventes hovedstadens nye letbane at køre sin første tur. Men inden letbanen kan køre den 28 kilometer lange tur mellem Lyngby og Ishøj, er der en del arbejde, der skal laves.

Det skal forsyningsselskabet Novafos blandt andet sørge for. Den 27. april 2020 begynder de deres største anlægsarbejde nogensinde. De skal nemlig omlægge 10 kilometer ledninger på Buddingevej for at gøre plads til letbanen. 

De 10 kilometer ledninger skal bruges til drikkevand, spildevand og regnvand. Og det er derfor noget af et arbejde, der venter forsyningsselskabet. 

Artiklen fortsætter efter billedet...

Det er på denne strækning, Novafos fra april 2020 til sommeren 2021 skal omlægge sine ledninger. 
Det er på denne strækning, Novafos fra april 2020 til sommeren 2021 skal omlægge sine ledninger. 
Foto: Novafos

Mange påvirkes

I slutningen af april gør Novofos klar til at flytte ledningerne i hele venstre side af Buddingevej mellem rundkørslen og Motorring 3 i retning mod Lyngby. Det omfattende arbejde kommer til at påvirke både naboer, erhverv og trafikanter. Blandt andet fordi trafikken vil blive flyttet over i den modsatte side af Buddingevej. Det kan medføre kø og langsommere trafik. 

- Vores arbejde kommer til at rykke sig frem og tilbage inden for arbejdsarealet, som vil være afspærret i hele perioden, også selv om vi ikke arbejder alle steder på én gang. Det er af hensyn til sikkerheden, oplyser Novafos’ projektleder Michael Helmark i en pressemeddelelse.

Han påpeger også, at arbejdet får konsekvenser for passagerer i den offentlige trafik:  

- Vores arbejde betyder desværre, at passagererne skal gå lidt længere til bussen. Det beklager vi naturligvis. Vi har i samarbejde med Movia sat skilte op, som skal hjælpe passagererne til at finde hen til bussen, selv om den holder et andet sted, end den plejer.

Novafos forventer at være færdige med arbejdet ved busterminalen ved årsskiftet 2020/2021. 

Stort arbejde

Det er ikke kun Novafos, der ejer ledningerne, der forsyner byen og borgerne med blandt andet vand, gas, el og tv. Derfor er der også flere ledningsejere, der skal flytte deres ledninger for at gøre plads til letbanen. 

- Vi er flere, der skal flytte rundt på ret store ledninger, så det har været lidt af et puslespil at få på plads, hvem der skal arbejde hvor og hvornår. Men koordinering af både arbejde og kommunikation er vigtig for at genere borgerne mindst muligt, fortæller Novafos’ projektleder Michael Helmark i en pressemedelelse. 

Når Novafos har flyttet den sidste ledning i den venstre side af Buddingevej i sommeren 2021, overtager letbanens entreprenør arbejdsområdet. Senere i 2021 fortsætter Novafos arbejdet på den modsatte side af Buddingevej.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik