Supermarked lukket efter lort i handske

Afføring fra mus har lukket en Lidl-butik i udkanten af København.

Meget tyder på, at en eller flere gnavere har haft en fest i Lidls butik på Høje Gladsaxe Torv i Søborg nordvest for København.

Den 2. februar i år var Fødevarestyrelsen på et rutinemæssigt kontrolbesøg i butikken, og her gjorde de et ganske uappetitligt fund.

Ifølge kontrolrapporten blev der i butikkens bake off-afdeling fundet ”små, sorte indtørrede ekskrementer samt små, gule indtørrede og klistrede pletter på grå hylder.”

- Ekskrementerne ses også under grå hylder og bag ved papkasserne langs bagvæggen. På grå hylde ligger der en stor grillhandske, hvori der blev fundet mange ekskrementer samt iturevet plastik og papirstykker, står der i kontrolrapporten.

Virksomheden havde ifølge kontrolrapporten følgende bemærkning: 'Det får vi gjort rent.'

Som konsekvens fik butikken det, Fødevarestyrelsen kalder for en indskærpelse, hvilket svarer til en advarsel og medfører gebyrbelagte, opfølgende kontroller.

Muselort har ført til lukning

Siden Fødevarestyrelsens kontrolbesøg har Lidl-butikken arbejdet tæt sammen med en skadedyrsbekæmper for at opklare, hvor ekskrementerne var kommet fra. Det fortæller Morten Vestberg, kommunikationschef i Lidl, til TV 2 Lorry.

- De viste sig at komme fra mus, som nu er nedlagt. Alligevel tager vi alle foranstaltninger og har derfor haft butikken midlertidigt lukket. Det beklager vi selvfølgelig meget overfor de berørte kunder, og vi åbner butikken i morgen tidlig (fredag 12.feb, red.) , skriver han i en mail.

Ifølge Morten Vestberg har butikken desuden straks rengjort alle berørte områder og indskærpet processer og kontroller i butikken efter Fødevarestyrelsens anvisninger.

Han oplyser, at det er første gang i mange år, at supermarkedskædens butik i Søborg får kritik af fødevaremyndighederne i form af en indskærpelse.

Han bemærker endvidere, at 97 procent af Lidls butikker i Danmark har en glad smiley.

Læs hele kontrolrapporten her:

- Følgende er konstateret: På gulv i fryserum ligger der frosne uemballeret fødevarer herunder pølsehorn, croissanter trekantstykker og minipizzaer, i bunden af kølemontre med frost pizza ses rester af pomfritter. 


- I flere kølemontrerne med låg ses gammelt grå støv samt enkelte hår på kanten ved lågets åbning. Plastik indsat med bake off fremstår med mange krummer samt indtørret majs, ærter og pølsestykker.


- I bake off-afdeling ,hvor kasser med pose og rengøringsmiddel opbevares, ses små sorte, indtørret ekskrementer samt små gule, indtørrede og klistrede pletter på grå hylder. Ekskrementerne ses også under grå hylder og bag ved papkasserne langs bagvæggen. På grå hylde ligger der en stor grillhandske, hvori der blev fundet mange ekskrementer samt iturevet plastik og papirstykker. 


- Virksomheden havde følgende bemærkninger: Det får vi gjort rent.



Kilde: Kontrolrapport Fødevarestyrelsen



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik