Sogn faretruende tæt på nedlukning – nu opfordrer kommune til testning

Høj smitte i sogn i Gladsaxe får nu kommunen til at opfordre til testning for at undgå nedlukning.

894.

Så højt er incidenstallet lørdag i Mørkhøj Sogn i Gladsaxe Kommune.

Og det får nu kommunen til at reagere og opfordre alle med tilknytning til sognet og dets to skoler, Mørkhøj Skole og Enghave Skole, om at lade sig teste.

Det skriver kommunen på sin hjemmeside.

Af lørdagens smittetal fra Statens Serum Institut fremgår det, at sognets testkorrigerede incidenstal er 894,02, at der den seneste uge er registreret 89 smittede personer, og at positivprocenten i sognet er 7,5 procent.

For blot seks dage siden var det testkorrigerede incidenstal 331,49, 33 personer testet positiv de seneste syv dage, mens positivprocenten var nede på 4,16 procent.

Med lørdagens tal opfylder sognet to ud af tre kriterier, der skal til for, at det automatisk lukkes ned.

Artiklen fortsætter efter faktaboksen.

Sådan bliver et sogn automatisk lukket ned

Hvis et sogn opfylder alle disse tre kriterier, bliver det automatisk lukket ned:

  • Mindst 1000 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage

  • Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage

  • Positivprocent på mindst 3 procent de seneste syv dage

Samarbejde med styrelse 

Kommunen oplyser, at man er i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed og derved ved, at smitten er centreret sig omkring de to skoler.

- Vi vil gøre alt for, sammen med dem (Styrelsen for Patientsikkerhed, red.) at forsøge at undgå, at Mørkhøj Sogn må lukke ned.

- Så hvis du selv har kontakt til Mørkhøj og skolerne i Mørkhøj, eller hvis du kender nogen, der har, så del denne besked i dit netværk og opfordre alle til at lade sig teste, lyder det.

Gladsaxe Kommune oplyser, at man i kommunen kan blive testet med PCR-test ved Telefonfabrikken i Søborg uden tidsbestilling og ved kviktest på Bagsværd Hovedgade 192 i Bagsværd også uden tidsbestilling.

Flere Lorrykommuner med høj smitte

I Herlev oplever man stigende smitte i hele kommunen. Det fik fredag kommunen til at opfordre borgerne - særligt børnefamilier - til at lade sig teste eller vaccinere mod coronavirusset.

Lørdag er kommunens testkorrigerede incidenstal 305,6, det er det femte højeste i hele landet. 

Kommunens positivprocenten er 3,67, mens 88 personer er registreret smittede den seneste uge.

Også andre kommuner i Lorrys sendeområde er ramt af nogle af landets højeste incidenstal. Af faktaboksen nedenfor fremgår top ti over landets kommuner med det højeste incidenstal. Her fremgår det, at alle alle ti kommuner ligger i Lorrys sendeområde.

Top ti over kommuner med højest smitte

Af liste fremgår det, hvilke ti kommuner der har landets højeste incidenstal. Tallet i parantes angiver antallet af bekræftede coronatilfælde de seneste syv dage.

  1. Brøndby: 381,7 (135)

  2. Ishøj: 343,9 (79)

  3. Gladsaxe: 318,3 (219)

  4. Fredensborg: 307,9 (126)

  5. Herlev: 305,6 (88)

  6. Høje-Taastrup: 301,6 (158)

  7. Glostrup: 294,2 (69)

  8. Tårnby: 275,0 (117)

  9. Albertslund: 242,6 (66)

  10. København: 237,3 (1.508)

    Kilde: Statens Serum Institut.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik