Slut med at vinke til manden på plejehjemmets altan: "Det er ganske forfærdeligt"

Beboerne på plejehjemmene i Gladsaxe Kommune har ikke længere mulighed for at blive kørt ud på altanen eller hen til vinduet for at vinke til deres kære.

Et lille vink og et luftkys.

På grund af coronavirus har Irene Grønbæk Nielsens kontakt til sin mand, der bor i plejeboligerne Rosenlund i Gladsaxe, været reduceret til vink til hans altan. 

Men snart kan Irene Grønbæk Nielsen ikke længere se sin mand på den måde. 

For på samtlige plejehjem i Gladsaxe Kommune kan personalet ikke længere hjælpe beboerne hen til vinduer og altaner.

- Jeg synes, det er ganske forfærdigeligt. Det er jo svært ikke at kunne have kontakt. Det er det. Så det er klart, man bliver ulykkelig, fortæller Irene Grønbæk Nielsen til TV 2 Lorry.

Vink i stedet for besøg

På grund af coronavirus er det ikke tilladt med besøg på landets plejehjem. 

Besøg er for nogen derfor blevet erstattet af vink til og fra vinduer og altaner.

TV 2 Lorry har tidligere fortalt historien om, hvordan den 85-årige Erwin Cordsen fra Rødovre hver dag vinker til sit livs kærlighed.

For Irene Grønbæk Nielsen har det også været en kærkommen mulighed at kunne vinke nede fra vejen, for under normale omstændigheder besøger hun sin 60-årige mand hver eneste dag.

Men nu er både besøgs- og vinkemuligheder væk. 

Vi har ikke ressourcerne

Det er et spørgsmål om ressourcer, lyder det fra Herle Kliforth, der er Chef for Sundhed og Rehabilitering i Gladsaxe Kommune.

- Vi er i en situation, hvor vi centrerer vores bemanding og kræfter hos medarbejderne omkring opgaver omkring beboerne. Hvis der overhovedet var mulighed for det, så ville vi gerne. Men den vigtigste opgave er at tage sig af borgerne. Vi skal også tage os af de borgere, som ikke har familier, siger hun.

Irene Grønbæk Nielsen er forstående overfor de knappe ressourcer på plejehjemmet, men samtidig mener hun, man bør hyre mere personale ind.

- Det kan jeg godt forstå. Men det er trist, de ikke kalder flere på arbejde og handler på det. Det er meget bekymrende at tænke på, at de ikke er så meget personale, siger hun til TV 2 Lorry.

Men det er netop vigtigt at skrue ned på antallet af medarbejdere og vikarer, for ikke at øge risiko for smitte mere end højst nødvendigt, lyder det fra Herle Kliforth.

- Vi gør det også for ikke at få vikarer. Så kan vi værre færre. Vi har også sygdom.

Skype, telefonopkald og Facetime skal erstatte vink

Kontakten med beboerne på plejehjemmene skal fremover foregå via Facetime, Skype eller telefonopkald.

Det løser også et andet problem, lyder det fra Herle Kliforth. Flere beboere bor i boliger på stueplan. De kan ikke altid forstå, at de ikke må gå ud til deres pårørende, hvis de står og vinker på den anden side af ruden.

- Det, vi har oplevet, er, at pårørende går hen til vinduet. Og hovedvægten af vores beboere går så ud til deres datter eller søn og får en krammer. Og det er en øget risiko, vi skal tage alvorligt. Derfor prøver vi en anden vej med Facetime.

Et videoopkald kan dog ikke erstatte det at se hinanden i levende live, mener Irene Grønbæk Nielsen. Samtidig er hun bekymret for, at der heller ikke vil være ressourcer nok til denne opgave.

- Det med at fratage beboerne den livskvalitet at blive kørt hen til vinduet og at kunne vinke kan ikke erstattes af et Skypeopkald, der måske kun kan foregå hver fjortende dag, siger hun. 

Men det er mindre ressourcekrævende med Facetime, forklarer Herle Kliforth. Her kan personalet håndtere flere opkald på én gang frem for at følge én beboer frem og tilbage.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik