Skole lukket efter smitte hos 17 elever og to lærere

Gladsaxe Kommune forsøger nu at få Region Hovedstaden til at etablere et testcenter i Mørkhøj, hvor skolen er lukket efter et smitteudbrud.

Mørkhøj Skole i Gladsaxe Kommune er midlertidigt lukket ned, efter at 17 elever og to lærere er konstateret smittet med covid-19.

Det meddeler kommunen på sin hjemmeside.

Alle elever, der ikke er nære kontakter til de smittede, kan komme tilbage i skole, når de har fået foretaget en PCR-test, som er negativ.

Forældre, der ikke ønsker at deres børn bliver testet, skal holde barnet hjemme i syv dage, oplyser Gladsaxe Kommune. Det anbefales dog, at forældre lader børn blive testet.

Forsøger at få testcenter til Mørkhøj

I et forsøg på at sætte ind mod smittet ønsker Gladsaxe Kommune nu at få etableret et testcenter i Mørkhøj hurtigst muligt.

På hjemmesiden skriver kommunen, at de har taget kontakt til Region Hovedstaden med henblik på dette.

- Der er ingen tvivl om, at jo nærmere testmuligheden er, jo flere vælger at lade sig teste. Derfor vil vi gerne have et testcenter i Mørkhøj, indtil der er kommet styr på smitten, skriver Gladsaxes borgmester, Trine Græse (S), i en sms til TV 2 Lorry.

Hvis der kommer et mobilt testcenter til Mørkhøj, bliver det meldt ud på hjemmesiden og Facebook, lyder beskeden.

Indtil da kan borgere i Gladsaxe frem til på søndag møde op ved kommunens rådhus uden tidsbestilling til en PCR-test. Det midlertidige testcenter har åbent fredag indtil klokken 12 og lørdag-søndag i tidsrummet 10-16.

Mens Mørkhøj Skole er midlertidigt lukket, bliver der sørget for ekstra rengøring på skolen.

Lukningen sker ifølge Gladsaxe Kommune som led i Styrelsen for Patientsikkerheds nye strategi om at slå målrettet ned på lokale smitteudbrud, og hurtigst muligt stoppe alle smittekæder.

Mørkhøj Skole har i alt 450 elever i to spor fra 0. til 9. klasse og omkring 70 ansatte.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik