Nørder bruger 52 timer på domino-maskine: Så ødelægger de den

En gruppe gamle venner har tradition for hvert år at spærre sig inde i en stor hal og lave en kæmpe domino-maskine. Bagefter ødelægger de den.

Fem venner, der kender hinanden fra teater-gruppen Gawenda i Gladsaxe, fik en skør idé tilbage i 2010: 

Hvorfor ikke samle så meget skrammel som muligt og bygge en domino-maskine?

- Vi blev inspireret af en musikvideo, og så tænkte vi, hvor svært kan det være, siger Jakob Beck, der er en af fem initiativtagere til "Maskinen", som holdet kalder sig.

quote I år er det mest spektakulære en bil, og selvfølgelig vores vandbassin med en båd med et påsat knallert-batteri.

Jakob Beck, initiativtager til Maskinen

Det er nu blevet til en fast tradition for holdet, der bygger en ny maskine en gang om året med hjælp fra 20 venner.

- Vi mødes i et stort lokale med en masse ragelse, og så bruger vi fire dage på at lave maskinen, siger han. 

- Vi medbringer alle sammen noget gammelt ragelse. Jeg har for eksempel haft en sofa med. I år er det mest spektakulære en bil, og selvfølgelig vores vandbassin med en båd med et påsat knallert-batteri, siger Jakob Beck.

Bag om "Maskinen"

Konceptet bag en domino-maskine er, at den startes med et skub på en brik eller et hiv i en snor, og så bevæger den sig ellers af sig selv - ligesom domino-brikker på en række.
Årets maskine sættes i gang af en baby, der hiver i en snor. På vejen løber bolde igennem et rør, en hjemmelavet båd sejler over et vandbassin, og til sidst sætter en kørende bil en katapult, der kaster med en hvede, i gang.

"Det er smukt, at det rives ned"

Hele maskinen består af mellem 50 og 60 forskellige mekanismer, og i denne omgang startede de maskinen 18 gange, før de sagde stop.

Når det hele er ovre, så pakker de maskinen sammen.

- Vi kommer jo fra et teatermiljø, hvor man spiller et teaterstykke fire gange, og så er det slut. Der er også noget smukt over, at det er nu og her, og så er det væk. Man skal være der lige nu, for næste gang bliver maskinen noget helt andet, siger han.

En kendt maskine

Maskinen lever sit offentlige liv på Facebook, hvor man kan se mange flere videoer af dens tilblivelse.

Men to gange har den været opført foran et publikum. Holdet var så heldige at bygge en maskine til åbningen af det nye Experimentarium i januar. 

- Kronprinsen klippede snoren, og det endte med en stor gong-gong. Der peakede vores opfinder-karriere, siger Jakob Beck. 

quote  Der er også noget smukt over, at det er nu og her, og så er det væk. Man skal være der lige nu, for næste gang bliver maskinen noget helt andet.

Jakob Beck, initiativtager til Maskinen

Derudover har de opført en maskine på Storm P. Museet på Frederiksberg til kulturnatten, hvor den blev sat i gang en gang i timen.

Der snydes lidt

Når de påbegynder en maskine er håbet, at den kører fra start til slut uden menneskelig hjælp. Men nærstuderer man videoen af årets maskine, ser den kloge måske, at der er klippet i videoen to gange.

Holdet bag maskinen har nemlig snydt lidt. Det lykkedes ikke at få maskinen til at løbe hele vejen igennem uden menneskelig hjælp. 

- Vi filmede vores sidste take klokken to om natten efter fire dage. Og der er man træt og har ondt i fødderne af at gå på beton i 72 timer. Det er vilkårerne, siger han.

Jakob Beck arbejder til daglig som redigeringstekniker på TV 2 Lorry, mens resten af holdet blandt andet består af en læge, en teatermand og et par ingeniører.

Du kan se flere billeder af Maskinens tilblivelse på Facebook.

Her kan du se sidste års udgave af Maskinen: 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik