Mand blotter sig for små piger: Nu beder politiet om hjælp

En ung mand er mistænkt for at have blottet sig over for små piger. Nu beder politiet offentligheden om hjælp. Se video i artiklen.

Københavns Vestegns Politi efterlyser en ung mand, der er mistænkt for at have henvendt sig til 6-12-årige piger og spurgt dem, om de vil se hans kønsdele og blottet sig.

Blotteren har ikke angrebet pigerne fysisk eller forsøgt at lokke dem med sig, og efter han har blottet sig, har enten han eller pigerne forladt stedet. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Men politiet hører meget gerne fra dig, hvis du har oplysninger i sagen. Man kan kontakte Københavns Vestegns Politi på tlf: 43861448 døgnet rundt.

Krænkelserne af pigerne er sket i december 2018 og i januar i år mellem klokken 15.50 og 17.05 på sidegader til Søborg Hovedgade tæt på skoler og fritidsklubber.

Mere præcist er det sket på Frødings Alle den 21. december, på Aakjærs Alle den 4. januar og på Christianehøj den 7. januar.

Politiet har valgt at offentliggøre en video af den mistænkte.

- Efter videoafhøringer af børnene mistænker vi samme yngre mand for at stå bag, men vi kan umiddelbart ikke identificere ham. Derfor frigiver vi materiale fra efterforskningen og beder offentligheden om hjælp til at få sat navn på, siger efterforskningsleder Henrik Hougaard fra Københavns Vestegns Politi i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Filmen er desværre af ringe kvalitet, men hvis nogen ved, hvem han er, eller har en mistanke, så ring til os. Vi vil også gerne kontaktes, hvis andre børn har været udsat for mistænkelige hændelser i området.

Den mistænkte beskrives som en dansk mand, 18-30 år gammel, cirka 170-175 centimeter høj og almindelig af kropsbygning. På filmen er han iklædt en sort jakke til knæene, mørke bukser, sorte sko og har en medbragt sort rygsæk.

Lokalpolitiet har øget patruljeringen i området, hvor manden har været på spil, og været i dialog med områdets skoler.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik