Hæren: Sigtet for drab er kampsoldat - vores pistol blev brugt

En 42-årig mand er anholdt for drab, efter at en 47-årig mand er fundet død efter skud i overkroppen.

Den 42-årige anholdte i sagen om et muligt jalousi-drab på Stengårds Allé i Kongens Lyngby er en soldat fra Hæren, der har været udsendt flere gange.

Våbnet, der forårsagede en 47-årig mands død på adressen, er et af Hærens våben.

Det siger generalmajor Kenneth Pedersen, der er chef i Hærkommandoen, til TV 2 Lorry. 

- Det er et af vores våben. Det er en pistol, siger han.

Var det en Neuhausen (en af Forsvarets våben, red.)?

- Det kan jeg ikke sige. Det kan være en antagelse, siger Kenneth Pedersen til TV 2 Lorry. 

Hvordan kan det ske, at en soldat kan få adgang til sit tjenestevåben?

- Vi ved det ikke endnu. Det bliver en del af politiets og Forsvarsministeriets Auditørkorps' undersøgelse. Vi ved ikke, om han var blandt dem, der har nøgleadgang til våbnene, siger Kenneth Pedersen.

Den 42-årige mand har været udsendt med kamptropperne flere gange og gør lige nu tjeneste på Høvelte Kaserne, oplyser generalmajoren, der er berørt af situationen.

- Det er dybt tragisk for alle involverede, siger han.

Den 42-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag klokken 14.15.

Massivt tilstede

Københavns Vestegns Politi oplyser, at man modtog anmeldelsen om, at en mand var blevet skudt i en bolig på Stengårds Allé i Gladsaxe klokken 07.18.

Da politiet og ambulancen nåede frem, stod det dog klart, at den 47-årige var død. 

- Vi er fortsat i det indledende stadie af efterforskningen, men på nuværende tidspunkt ligner det et muligt jalousidrab, sagde vicepolitiinspektør Charlotte Skovby fredag formiddag i en pressemeddelelse.

Politiet har fredag morgen og formiddag været massivt tilstede på adressen.

Billeder fra stedet har vist, at politiet spærrede vejen af ved en bestemt adresse, og man kunne se en mand, der blev ført væk i en hvid sporsikringsdragt.

Københavns Vestegns Politi har underrettet de nærmeste pårørende. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik