Fodgænger påkørt i Søborg: Politi efterlyser flugtbilist

Københavns Vestegns Politi efterlyser nu den mand, der angiveligt kørte væk fra stedet efter at have påkørt en 43-årig fodgænger i høj fart.

På hjørnet af Gladsaxevej i Søborg blev en 43-årig mand påkørt Kristi himmelfartsdag omkring klokken 11.15.

Fodgængeren, der kommer fra Birkerød, stod ved hjørnet af en bygning, da en rød Ford Fiesta kom kørende mod ham i høj fart.

Den 43-årige blev i første omgang ramt af bilens sidespejl, hvorefter han ramte bilens højre side så kraftigt, at bilens bagerste siderude blev knust og sidespejlet brækket af, fremgår det af Københavns Vestegns politis døgnrapport.

Hos politiet er det dog sparsomt med oplysninger om bilen og føreren, som nu er efterlyst.

- Nummerpladen starter med 'R', og det er det vi ved lige nu, siger vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, Lar Guldborg til TV 2 Lorry.

Hændelsen fandt sted ved en parkeringsplads foran Harald Nyborg i Søborg, hvor der ikke er noget fortov, oplyser vagtschefen.

- Der kommer en bilist, vi kan sige, at han kører lidt friskt.  Og i et blødt sving ved hjørnet af bygningen kommer de for tæt på hinanden, og bilen rammer den pågældende, siger Lars Guldborg til TV 2 Lorry.

Efterfølgende stoppede bilen kortvarigt op, hvor føreren af den røde Ford Fiesta gav fodgængeren den barske besked; "Dét der, det var din egen skyld!" og kørte væk fra stedet.

Selvom både sidespejl og en rude blev knust ved påkørslen, kom den 43-årige ikke svært til skade. Han pådrog sig kun knubs på sin højre arm.

- Der skete heldigvis ikke noget videre med fodgængeren, men vi vil selvfølgelig gerne lige vide, hvorfor man har sådan en opførsel, siger vagtchef Lars Guldborg og fortsætter:

- Vi vil selvfølgelig gerne vide, hvis nogen har set det fulde registreringsnummer og overværet hændelsen, så vi kan få kontakt til den pågældende.

Københavns Vestegns Politi efterlyser nu flugtbilisten, der beskrives som en 20-30-årig mand med mellemøstligt udseende. Manden er muskuløs af bygning og med sort, kort og let tilbagestrøget hår.

Flugtbilen er en rød Ford Fiesta af ældre dato, som nu har pådraget sig skader ved påkørslen. Bilens højre sidespejl hænger langs siden på bilen, ligesom den bagerste af sideruderne i højre side er knust.

Politiet hører gerne fra dig, hvis du kan bidrage med oplysninger i sagen. Du kan kontakte Københavns Vestegns Politi på telefon 43 86 14 48.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik