Fiske-fadæse koster Fakta-butik bøde på 10.000 kroner

Kontrolbesøget fandt sted på baggrund af en forbrugerhenvendelse.

Fødevarestyrelsens kontrollanter var ingenlunde tilfredse, da de aflagde et kontrolbesøg hos Fakta på Søborg Hovedgade den 20. juli.

Her blev der gjort en række fund, som går ind under kategorien dårlig fødevarehygiejne.

Flere fiskevarer blev således opbevaret ved alt for høje temperaturer, og de var derfor uegnet til at spise for kunderne.

Det udløste en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner til butikken.

”Følgende er konstateret: I kølemontre med fersk fisk er lufttemperaturen målt til 10,8 grader med kalibreret luftføler.”

”I rødspættefilet, der opbevares i skabet, er kernetemperatur målt til ni grader med kalibreret indstikstermometer,” skriver Fødevarestyrelsen i deres kontrolrapport.  

I skabet blev der desuden opbevaret cirka fem bakker med fersk rødspættefilet og cirka ti bakker med fersk laksefilet, fremgår det af kontrolrapporten.

Fødevarestyrelsen skriver på sin hjemmeside, at fiskevarer er meget letfordærvelige fødevarer. 

Emballerede ferske fiskevarer skal derfor nedkøles til en temperatur, der nærmer sig smeltende is, hvilket vil sige 0-2 grader, for eksempel i udstillingsmontrer eller i kølerum.

Varer smidt ud

Det fremgår af Fødevarestyrelsens kontrolrapport, at kontrolbesøget i Fakta-butikken på Søborg Hovedgade skete på baggrund af en forbrugerhenvendelse.

Virksomheden havde følgende bemærkninger:

"Vi har haft problemer med skabet før. Vi laver en temperaturkontrol på alle varerne og smider ud," står der i rapporten.

TV 2 Lorry har rettet henvendelse til Coop, der ejer Fakta-kæden, og informationsdirektør Jens Juul Nielsen svarer:

-Termometeret var desværre defekt, og derfor havde vi ikke selv opdaget, at der var for varmt.

Vi fik umiddelbart efter kontrolbesøget, en kølemontør til at reparere køleren, så den igen er fuldt funktionsdygtig og fiskene opbevares ved korrekt temperatur – og med nyt termometer.

Også problemer hos Netto

Fakta-butikken på Søborg Hovedgade er ikke ene om at have problemer med fødevarehygiejnen.

Også hos dagligvarekonkurrenten Nettos butik på Søborg Hovedgade har der været problemer med fiskevarerne

Ved et kontrolbesøg den 9. juli viste det sig, at Netto-butikken solgte fiskevarer fra en alt for varm kølemontre, selvom butikken godt vidste, den ikke kunne holde temperaturen nede.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik