DSB vil lukke station - "fuldstændig forrykt", siger borgmester

DSB barsler med planer om at nedlægge Skovbrynet Station i Gladsaxe Kommune.

Skovbrynet Station i Bagsværd risikerer at blive lukket.

Det står klart, efter DSB i et brev til en række borgmestre har udtrykt ønske om at dreje nøglen om til det lille trinbræt og lade S-toget passere uden at stoppe.

Men den udmelding falder langt fra i god jord hos Gladsaxes borgmester, Trine Græse, Socialdemokratiet.

- At DSB nu overvejer at lukke Skovbrynet Station er fuldstændig forrykt. Vi har brug for mere og bedre kollektiv trafik i hovedstadsområdet. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at forhindre en lukning, lyder det fra den socialdemokratiske borgmester.

Linje B betjener Skovbrynet Station på Farum-strækningen.

Hun ønsker nu at få transportministeren i tale for at forhindre, at lukningen bliver en realitet.

FAKTA: Det vil DSB ændre på Farumstrækningen

Brugerne af S-togslinjerne B og linje Bx vil for fremtiden få færre stop og dermed kortere rejsetid, hvis det står til DSB.

 

Den store plan er at lukke Skovbrynet Station for til gengæld at spare mellem et og tre minutter på den samlede rejsetid ”for de fleste rejsende”, lyder det fra DSB.

 

Ifølge DSB er det kun omkring to procent af brugerne på linjen, som bruger stationen.

 

Samtidig er det DSBs ønske, at linje Bx ikke skal køre hele vejen til Farum, som det er tilfældet i dag. I stedet vil DSB fra 2021 lade linjen køre til Buddinge, der er midt på strækningen mellem København og Farum. På den måde bliver der ifølge DSB frigivet kapacitet på Farum Station, ”som er en forudsætning for, at linje B kan få reduceret rejsetiden mellem København og Farum”.

 

På den måde kan man opretholde en togafgang som minimum hvert 10. minut i dagtimerne alle ugens dage, lyder det.

 

Hvis planerne bliver en realitet, træder ændringerne i kraft i december 2020.

Blandt andet påpeger Trine Græse, at DSB tilsyneladende ikke har overvejet omkostningerne for de borgere, der i dag benytter Skovbrynet Station hver dag til og fra arbejde.

- Og det er i øvrigt også den station, der betjener Danmarks Nationale Rostadion ved Bagsværd Sø, siger borgmesteren.

Trine Græse blev orienteret om DSB's ønske i et brev stilet til en række borgmestre, hvor statsbanen forklarer, at nedlæggelsen af Skovbrynet Station vil betyde mellem 1 og 3 minutters kortere rejsetid for de øvrige passagerer på Farum-strækningen.

Samtidig er det ifølge DSB kun omkring to procent af S-togsbrugerne på linje B og Bx, der benytter Skovbrynet Station. Trafikstyrelsens tal fra 2010 viste, at der dagligt var omkring 490 passagerer, der dagligt brugte station.

FAKTA: Det vil DSB ændre på Frederikssundsstrækningen

For brugerne på linje C og H mellem Frederikssund og København lægger DSB op til, at flere passagerer vil opleve 10-minutters drift på togafgangene hele vejen til Frederikssund.

 

Til gengæld koster det for de passagerer, der til dagligt bruger stationerne Langgade, Peter Bangs Vej, Jyllingevej eller Islev på henholdsvis Frederiksberg og København. Her vil togdriften i dagtimerne blive reduceret fra at køre hvert 10. minut til at køre hvert 20. minut.

 

Ifølge DSB vil ændringen berøre omkring 9 procent af passagererne på strækningen. Desuden vil omkring 100 rejsende ifølge DSBs oplysninger miste den direkte forbindelse mellem deres vante S-togsstationer.

 

Hvis planerne bliver en realitet, træder ændringerne i kraft i december 2020.

Nedlægning af station foreslået før

Det er ikke første gang, DSB har ønsket at lukke Skovbrynet Station.

I 2014 offentliggjorde Trafik-, Bygge- og Boligministeriet en rapport, som analyserede optimeringsmulighederne for stationsstrukturen på jernbanenettet.

Her blev Skovbrynet Station også nævnt som en oplagt mulighed, da passagertallet var lavt.

Skovbrynet Station ligger i Bagsværd under Hillerødmotorvejen.
Skovbrynet Station ligger i Bagsværd under Hillerødmotorvejen.
Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Dengang lykkedes det dog ikke for DSB at få sit ønske opfyldt.

Ifølge brevet, som TV 2 Lorry er i besiddelse af, var det DSBs ønske, at planerne ikke var til "offentlig debat før mødet d. 17 januar er afholdt".

Brevet, der er en invitation til borgmestre og udvalgsformænd i Frederikssund, Egedal, Ballerup, Herlev, Frederiksberg, København, Furesø og Gladsaxe Kommuner, lægger op til, at kommunerne efter mødet i morgen den 17. januar har mulighed for at komme med høringssvar til DSBs planer.

DSB ønsker ikke at udtale sig om sagen, før mødet er afholdt, men kommunikationschef Niels-Otto Fisker skriver følgende i et skriftligt svar til TV 2 Lorry:

Linje B betjener Skovbrynet Station på Farum-strækningen.
Linje B betjener Skovbrynet Station på Farum-strækningen.
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

- DSB har sendt et oplæg om ændringer af køreplanen for Frederikssundstrækningen og Farumstrækningen gældende fra december 2020 ud til kommunerne langs strækningerne. Ændringen sigter imod at skabe forbedringer for flest mulige kunder og gøre toget endnu mere attraktivt.

- Vi har indkaldt kommunerne til et uddybende orienteringsmøde i morgen fredag, hvor de også vil få mulighed for at stille spørgsmål og kommentere oplægget. Det vil ikke være rigtigt at kommentere yderligere før selve mødet, skriver kommunikationschefen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik