”Det er jo helt åndssvagt”: Nytilflyttet familie gruer for planer om stationslukning

Da Katrine Waldorff og familie skulle flytte, gik de målrettet efter at bo tæt på S-toget. De købte hus nær Skovbrynet og havde ikke forestillet sig, at DSB vil fjerne stationen.

Både borgere og politikere i Gladsaxe raser, efter et brev fra DSBs administrerende direktør er blevet lækket.

I brevet står det klart, at DSB ønsker at lukke S-togsstationen Skovbrynet tæt ved Bagsværd Sø blandt andet for at spare passagerne en samlet rejsetid på mellem et og tre minutter på strækningen.

Gladsaxes borgmester Trine Græse (S) kalder planerne for ”forrykt” og ”vil gøre alt (…) for at forhindre en lukning”.

Én af de borgere, som også frygter for DSBs planer, er Katrine Waldorff.

quote Jeg tænkte, at det ikke kunne være rigtigt

Katrine Waldorff

På et møde fredag fremlægger DSB planer om ændringer på s-togsnettet, men allerede i dag gør borgere og politikere i Nordsjælland alt hvad de kan for at få stoppet planerne.

Flyttede bevidst tæt på S-togsstation

Hun er sammen med sin kæreste og to piger på henholdsvis et halvt og tre år flyttet fra København til området 400 meter fra stationen i efteråret 2018.

Og her var netop husets placering i forhold til S-toget afgørende.

- Vi havde i lang tid overvejet, hvor vi skulle bosætte os. Det var vigtigt for mig ikke at komme for langt væk fra København hverken fysisk eller mentalt - vigtigt at være indenfor S-togets rækkevidde. Alt andet var en dealbreaker, fortæller hun til TV 2 Lorry.

Da kæresten første gang hørte om planerne i går (onsdag, red.) og fortalte Katrine om det, troede hun først, at han jokede. Men det gjorde han ikke.

- Jeg tænkte, at det ikke kunne være rigtigt, siger hun.

Samtidig var den lette adgang til S-toget det afgørende parameter i forhold til huskøb. Og i Bagsværd tæt ved Skovbrynet Station fandt den lille familie en byggegrund, som passede til alle deres kriterier.

- Da vi kiggede efter hus, gik vi primært efter S-toget. Mit sociale liv foregår stadigvæk i København, og det er også der, mit arbejde er, så det betød enormt meget, fortæller Katrine Waldorff.

Derfor er hun frustreret over ønsket om at sløjfe stationen, som hun kalder en ”afgørende i hverdagen som børnefamilie”.

Ifølge DSB er det kun omkring to procent af de passagerer, der benytter linje B, som anvender Skovbrynet Station.

Men det billede kan Kathrine Waldorff ikke genkende.

FAKTA: Det vil DSB ændre på Farumstrækningen

Brugerne af S-togslinjerne B og linje Bx vil for fremtiden få færre stop og dermed kortere rejsetid, hvis det står til DSB.

 

Den store plan er at lukke Skovbrynet Station for til gengæld at spare mellem et og tre minutter på den samlede rejsetid ”for de fleste rejsende”, lyder det fra DSB.

 

Ifølge DSB er det kun omkring to procent af brugerne på linjen, som bruger stationen.

 

Samtidig er det DSBs ønske, at linje Bx ikke skal køre hele vejen til Farum, som det er tilfældet i dag. I stedet vil DSB fra 2021 lade linjen køre til Buddinge, der er midt på strækningen mellem København og Farum. På den måde bliver der ifølge DSB frigivet kapacitet på Farum Station, ”som er en forudsætning for, at linje B kan få reduceret rejsetiden mellem København og Farum”.

 

På den måde kan man opretholde en togafgang som minimum hvert 10. minut i dagtimerne alle ugens dage, lyder det.

 

Hvis planerne bliver en realitet, træder ændringerne i kraft i december 2020.

- Enormt brugt station

- Det er en enormt brugt station. AB’s boldanlæg og ro-stadionet ligger jo tæt på. Samtidig er der mange mountainbikere, som står af på stationen og kører skoven rundt. Og der er også alle de rekreative områder omkring søen, siger hun.

Hvis lukningen bliver en realitet er der kun én ting at gøre for familien; de må købe en bil mere. Men den løsning er familien ikke meget for.

quote Det er jo helt åndsvagt i en tid, hvor man gerne vil benytte sig af den offentlige transport

Katrine Waldorff

- Det er jo helt åndsvagt i en tid, hvor man gerne vil benytte sig af den offentlige transport, siger hun.

Borgmester Trine Græse vil nu trække transportminister Benny Engelbrecht ind i sagen.

DSB afviser at kommentere brevet, der er sendt til borgmestrene i Frederikssund, Egedal, Ballerup, Herlev, Frederiksberg, København, Furesø og Gladsaxe kommuner, før parterne har afholdt møde i morgen den 17. januar 2020.

FAKTA: Det vil DSB ændre på Frederikssundsstrækningen

For brugerne på linje C og H mellem Frederikssund og København lægger DSB op til, at flere passagerer vil opleve 10-minutters drift på togafgangene hele vejen til Frederikssund.

 

Til gengæld koster det for de passagerer, der til dagligt bruger stationerne Langgade, Peter Bangs Vej, Jyllingevej eller Islev på henholdsvis Frederiksberg og København. Her vil togdriften i dagtimerne blive reduceret fra at køre hvert 10. minut til at køre hvert 20. minut.

 

Ifølge DSB vil ændringen berøre omkring 9 procent af passagererne på strækningen. Desuden vil omkring 100 rejsende ifølge DSBs oplysninger miste den direkte forbindelse mellem deres vante S-togsstationer.

 

Hvis planerne bliver en realitet, træder ændringerne i kraft i december 2020.

I et skriftligt svar til TV 2 Lorry oplyser DSB's kommunikationschef Niels-Otto Fisker følgende:

- DSB har sendt et oplæg om ændringer af køreplanen for Frederikssundstrækningen og Farumstrækningen gældende fra december 2020 ud til kommunerne langs strækningerne. Ændringen sigter imod at skabe forbedringer for flest mulige kunder og gøre toget endnu mere attraktivt.

- Vi har indkaldt kommunerne til et uddybende orienteringsmøde i morgen fredag, hvor de også vil få mulighed for at stille spørgsmål og kommentere oplægget. Det vil ikke være rigtigt at kommentere yderligere før selve mødet, skriver kommunikationschefen.

Skovbrynet Station ligger i Bagsværd under Hillerødmotorvejen.
Skovbrynet Station ligger i Bagsværd under Hillerødmotorvejen.
Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik