Desperate familier flytter: Satser alt for en specialskoleplads

Ali-Sami Geciloglus familie flyttede fra Birkerød til Bagsværd i håbet om at få det rette specialtilbud til Ali-Sami. Nytilflyttede specialskolebørn er dyrt for modtagerkommunerne. I Allerød er regningen på to år vokset med 5,8 millioner kroner.

Et lille hyl ryger ud af munden på Ali-Sami Geciloglu, da han sætter sin ene fod i trampolinen og hopper hen til sin søster.

Han virker nervøs, selvom han har kastet sig ud i manøvren et utal af gange før.

- Kom skat. Er det sjovt?, spørger søsteren Margherita, mens de to hopper på skift.

Det tager ikke mange sekunder i Ali-Sami Geciloglus selskab at lure, at han er anderledes end de fleste børn på hans alder.

Han er i dag 11 år gammel, og selvom hans forældre fik en officiel forklaring på hans adfærd, da han var tre år gammel og blev diagnosticeret med infantil autisme, stod det fra starten tydeligt for hans mor, at noget var galt, da Ali-Sami kom til verden.

- Du kender godt den der lyd, babyer laver? "Graauhh". Min søn sagde ingenting, siger hans mor, Özlem Çetin, da TV 2 Lorry møder hende i familiens hus i Bagsværd.

Svær situation

Når hun fortæller om dengang, hun og hendes mand fik besked om Ali-Samis autisme, lykkes hun kun næsten med at holde tårerne tilbage.

- Det var meget svært, siger hun. 

For Ali-Sami Geciloglu og hans familie blev diagnosen begyndelsen på en masse problemer, som efter hans mors mening kunne have været undgået, hvis Rudersdal Kommune, som de dengang boede i, havde hjulpet dem. 

I september 2013 visiteres Ali-Sami af Rudersdal Kommunes visitationsudvalg til en plads i Børnehuset Rudegårds Allé, som er et specialpædagogisk dagtilbud målrettet børn med “betydelig” nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

quote Jeg sagde til borgmesteren, at hverken han eller damen fra visitationsudvalget havde set min søn, og at de meget gerne måtte møde ham og sige hej til ham. Men borgmesteren sagde, at han ikke havde tid

Özlem Çetin

Özlem Çetin, der selv arbejder som pædagog på specialområdet, besøger institutionen sammen med sin mand, og hun vurderer, at institutionen er et dårligt match med Ali-Sami.

- Da vi kom ind i fællesstuen, sad der børn i kørestole med sonder i maven. Jeg stod der med min søn i hånden, som kunne hoppe, gå og løbe, og jeg mente slet ikke, min søn skulle starte der, siger hun.

Forældrene takkede nej til tilbuddet og mistede samtidig Ali-Sami plads i den normale børnehave i Birkerød.

De klager over kommunens visitation, men bliver to gange mødt med samme svar:

"Det er vores vurdering, at Ali-Samis behov bedst dækkes i Rudegårds Allé".

I desperation kontakter Özlem Çetin en advokat, et medlem af Rudersdal Kommunes visitationsudvalg og borgmester Jens Ive (V), for at få hjælp. 

Men der er ingen hjælp at hente.  

- Jeg sagde til borgmesteren, at hverken han eller damen fra visitationsudvalget havde set min søn, og at de meget gerne måtte møde ham og sige hej til ham. Men borgmesteren sagde, at han ikke havde tid, siger Özlem Çetin. 

Trængt op i et hjørne

Efter mødet føler Özlem Çetin sig trængt op i et hjørne.

- Jeg var så frustreret og følte mig hjælpeløs. Jeg kunne ikke finde en løsning og sagde så til min mand, at vi måtte passe Ali-Sami selv.

De bliver uvenner, fordi hendes mand mener, de bør overveje at sige ja til Hørsholm Kommunes specialtilbud. 

Men Özlem Çetin ser ikke andre veje ud af problemet end at flytte til en helt anden kommune.

- Jeg sagde til ham, at det ikke længere kun handlede om børnehaven, men at det også handlede om fremtiden og om Ali-Samis skolemuligheder. 

Den dag stiller hun ham et ultimatum: 

- Jeg sagde til ham: 'Hvis du ikke gør noget nu, skal vi måske overveje, om vi skal være sammen fremover'.

Hører ofte om problemet

Der findes intet overblik over, hvor mange familier, der ligesom Özlem Çetins, flytter kommune i jagten på en specialskoleplads til deres barn.

Men hos Skole og Forældres forældrerådgivning taler man "dagligt" med familier, hvor barnet ikke får den hjælp, der er behov for.

- Vi får henvendelser fra familier, som oplever, at de ikke bliver tilbudt det rette specialtilbud, eller som simpelthen mangler at få et tilbud, siger Rikke Bille, der er leder hos Forældrerådgivningen.

quote Det er mit indtryk, at en del familier flytter kommune

Rikke Bille, leder, Forældrerådgivningen

- Det er mit indtryk, at en del familier flytter kommune, siger Rikke Bille.

Hun forklarer, at familierne, der kontakter rådgivningen, er desperate.

- Mange af forældrene er i en situation, hvor familien er på vej til at bryde sammen, og børnene måske ikke har været i skole i lang tid, siger hun.

Få måneder efter Hørsholm Kommunes afvisning af klagerne fra Ali-Samis familie, gør Özlem Çetin og hendes mand alvor af flytteplanerne. 

De rykker familien til Gladsaxe Kommune, hvor to af regionens få eftertragtede specialskoler for børn med autisme ligger.

Özlem Çetins mand finder det eneste hus de har råd til i kommunen: Et faldefærdigt håndværkertilbud.

- Jeg sagde til ham, at det var ligegyldigt, og at jeg var klar på at flytte ind hvor som helst, så længe min søn fik det godt, fortæller hun.

Flytningen tærer på familien. De bor i byggerod, de skal opbygge en ny tilværelse, og Ali-Sami skal indkøres i en ny børnehave.

- Radiatorerne virkede ikke, vi havde kun en brændeovn, som jeg tændte fra morgen til aften, og vi sov alle fire i stuen, fordi alle andre værelser i huset var kolde. 

Det var en kamp - psykisk som fysisk.

 - Det var rigtig svært. Vores forhold var på en prøve, fordi vi var helt nede psykisk, siger Özlem Çetin.

quote Økonomien må ikke begrænse. Børnene har ret til at få et skoletilbud, der passer til deres behov. Men det er desværre langt fra virkeligheden

Rikke Bille, leder, Forældrerådgivningen

Men missionen lykkes. Gladsaxe Kommune visiterer Ali-Sami til en specialplads i en normal børnehave, hvor han også kan lege med børn uden handicap.

Derfor kan hans mor ikke forstå, hvorfor Rudersdal Kommune ikke tilbød Ali Sami og familien en lignende specialplads.

- Jeg ved ikke, om det handler om kroner eller ører eller hvad. Men jeg ved, at vi ikke fik den hjælp, vi havde brug for, dengang, siger Özlem Çetin.

TV 2 Lorry har spurgt Ruderdals borgmester Jens Ive (V) , hvorfor kommunen holdt fast i visitationen af Ali-Sami Geciloglu til en plads i Børnehuset Rudegårds Allé. Men han ønsker ikke at kommentere på sagen.

Lovgivningen på området er dog klar, understreger Forældrerådgivningen.

Økonomi må ikke begrænse

- Økonomien må ikke begrænse. Børnene har ret til at få et skoletilbud, der passer til deres behov. Men det er desværre langt fra virkeligheden, siger Rikke Bille.

Problemet er, at kommunerne oftest ikke har de rigtige specialtilbud til børn med særlige behov, forklarer hun.

- Mange specialtilbud er enten meget generelle eller meget specifikke. Så derfor kan det være svært at finde det særlige tilbud, som et barn har behov for. Det er dyrt for kommunerne, og pladserne er få, siger Rikke Bille. 

quote Merudgifterne på seks millioner kroner kan jeg kun finde ved at kigge på andre områder. Det betyder, at der er penge, som ikke kan bruges på den almene skole, fordi vi skal bruge dem her

Karsten Längerich, borgmester (V), Allerød Kommune

To af hovedstadsregionens mest populære specialskoler ligger i Allerød Kommune, og det tiltrækker familier med særlige skolebehov og koster kommunen dyrt, viser et notat fra kommunen.

Det er nemlig den kommune, barnet bor i, der skal betale for specialtilbuddet. 

Notatet viser, at antallet af lokale elever på Allerød Kommunes specialskoler, Maglebjergskolen og Centerklasserne er vokset fra 16 elever i 2018 til 24 elever i 2020. Syv ud af de otte af de nye elever er tilflyttere, og de nye børn giver ifølge kommunens notat en ekstraregning på 5,8 millioner kroner.

Uretfærdig ekstraregning

Udviklingen falder ikke i god jord på Allerød Kommunes borgmesterkontor.

- Vi oplever, at forældre, som har deres børn gående på specialskolerne, flytter til kommunen, fordi de gerne vil bo tæt på deres børns skole, siger borgmester Karsten Längerich (V).

Han peger på, at de stigende millionudgifter til kommunens specialskoler vil betyde forringelser andre steder i kommunen.

- Merudgifterne på seks millioner kroner kan jeg kun finde ved at kigge på andre områder. Det betyder, at der er penge, som ikke kan bruges på den almene skole, fordi vi skal bruge dem her, siger han.

Allerøds borgmester mener, at ekstraregningen for kommunens populære specialskolerne lander det forkerte sted.

- Regningen burde være blevet samlet op af regeringen under økonomiforhandlingerne med kommunerne. Alternativt må regeringen gå ud og sige, at man ikke ønsker at dække regningen, men at man godt kan forstå, at der kommer til at ske servicereduktioner på andre områder. Men det hører vi jo ikke regeringen sige, siger Karsten Längerich.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrant-Theil (S).

Hun henviser i stedet til at regeringen har sat en evaluering i gang af specialområdet, som efter planen skal ligge klar i slutningen af i 2021. 

Endte godt

I Bagsværd endte historien godt for Ali-Sami. 

Selvom flytningen tog hårdt på ham og hans familie, er hans mor ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning.

Ali-Samis specialskole beskriver ham som "en glad og smilende dreng", der er "god til at arbejde" og "trives med at løse opgaver".

At det hele i sidste ende flaskede sig, takker familien især pædagogerne og børnehavelederne for i Gladsaxe Kommune. 

- De var så hjælpsomme. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dem, siger Özlem Çetin.

Skolerne lokker familier til, fordi de vil være tæt på barnet - og dermed skal tilflytterkommunen betale