Borgmester jubler over reddet buslinje i Gladsaxe

Region Hovedstaden har droppet forslaget om at nedlægge linje 250S på strækningen mellem Gladsaxe Trafikplads og Bagsværd Station.

Gladsaxe får lov til at beholde buslinje 250S, som den ser ud i dag. 

Fredag blev der indgået aftale om næste års budget i Region Hovedstaden, og her fandt politikerne penge til at undgå visse af de varslede besparelser på den kollektive trafik.

Gladsaxes borgmester jubler over nyheden:

- Jeg er utrolig lettet over, at regionen nu har valgt at trække forslaget om at afkorte 250S’ rute af bordet, lyder det fra Trine Græse (S).  

Mine borgere er ikke procenter

Spareforslaget gik på at afkorte ruten, så 250S skulle stoppe ved Gladsaxe Trafikplads i stedet for - som i dag - ved Bagsværd Station. Argumentet for at gøre det skulle være, at ganske få procent benytter bussen på den strækning.

Det ræsonnement fik i foråret Trine Græse på barrikaderne.

- Mine borgere er ikke procenter - de er borgere. 125.000 påstigninger forsvinder på 250S. Det synes jeg ikke er 'ikke nogen'. Ruten er under et år gammel, og Movia siger selv, at sådan noget har en indkøringsperiode. Ruten har ikke fået lov at bevise sit værd, sagde hun til TV2 Lorry i maj. 

Borgmesterens klage er givetvist blevet hørt. I hvert fald overlever buslinjen og kommer også fremover til at køre helt til Bagsværd Station. 

- Bagsværd Station er et knudepunkt for den kollektive trafik i Gladsaxe med forbindelse til S-togsnettet. Derfor er det utrolig vigtigt, at der er gode busforbindelser hertil fra resten af kommunen. Og her spiller 250S en vigtig rolle, siger Trine Græse.

Indslag fra den 7.maj 2020.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik