Borgmester efter DSB-møde: "Det handler om borgere og ikke tal i et regneark"

Der er delte holdninger til DSB’s udspil om en ny køreplan for tre S-toglinjer. I Gladsaxe møder den stor politisk modstand, mens Frederikssunds borgmester glæder sig over udsigten til flere S-tog til byen.

DSB’s ønske om at ændre S-toglinjerne B, C og H har fredag eftermiddag været diskuteret på et møde mellem DSB og repræsentanter fra de kommuner, som bliver berørt af ændringerne.

Det gælder blandt andre Gladsaxes socialdemokratiske borgmester Trine Græse, som ingenlunde er tilfreds med DSB’s planer om at ville lukke Skovbrynet Station i Bagsværd med henblik på at nedbringe rejsetiden mellem Farum og København med et til tre minutter.

”Fuldstændig forrykt,” lød det i går i skarpe vendinger fra Trine Græse, som dog kunne forlade dagens orienteringsmøde med en mindre indrømmelse fra DSB.

- Jeg er blevet lovet, at vi får tid til at lave en politisk behandling af et høringssvar, hvilket ikke indgik i DSB’s oplæg op til mødet. De har heldigvis også lovet mig, at de ikke har truffet beslutningen og vil lytte til, hvad der bliver sagt. Men hvad der i den sidste ende kommer til at ske, må vi se, siger Trine Græse til TV 2 Lorry.

Trine Græse (S), borgmester i Gladsaxe.
Trine Græse (S), borgmester i Gladsaxe.
Foto: TV 2 Lorry

Hun lægger ikke skjul på sin modstand mod, at Skovbrynet Station risikerer at forsvinde, og hun siger samtidig, at hun vil protestere mod DSB’s planer om ikke at ville betjene linje Bx i Bagsværd, hvor der ligger en stor arbejdsplads.

- Det er en forringelse af den kollektive trafik i vores område, og det synes jeg ikke, vi har brug for. Vi har brug for mere og bedre kollektiv trafik. Det handler om Gladsaxes borgere og ikke tal i et regneark, siger Trine Græse.

FAKTA: Det vil DSB ændre på Farumstrækningen

Borgmester i Frederikssund glæder sig

Helt modsat er reaktionen hos Frederikssunds borgmester, som var vældig godt tilfreds med dagens møde i DSB’s hovedkontor i Høje-Taastrup.

På linjerne C og H mellem Frederikssund og København betyder en eventuel omlægning nemlig, at flere passagerer vil opleve 10-minutters drift på togafgangene hele vejen til Frederikssund.

Til det følger der dog en forringelse for næsten 10 procent af pendlerne på netop de linjer, da afgangene vil blive færre på fire mellemliggende stationer, der også mister deres direkte forbindelse til Frederikssund.

Ikke desto mindre borgmester John Schmidt Andersen (V) dog glad for planerne.

- Vi har efterlyst en regulær ti minutters drift i rigtig rigtig lang tid. Så det er vi faktisk glade for, siger han til TV 2 Lorry.

Frederikssunds borgmester, John Schmidt Andersen (V).
Frederikssunds borgmester, John Schmidt Andersen (V).
Foto: TV 2 Lorry

John Schmidt Andersen er yderligere blevet orienteret om, at de pendlere, som kører med toget fra Frederikssund ind mod Hovedbanegården får en rejsetid, der ifølge borgmesteren er fire minutter kortere.

- Vi kan ikke være andet end tilfredse med den ændring, der kommer, siger han.

For så vidt angår de fire mellemliggende stationer Langgade, Peter Bangs Vej, Jyllingevej og Islev, hvor passagerer fra Frederikssund kommer til at opleve længere rejsetid, var det også et punkt, som borgmesteren fik spurgt ind til på mødet.

- Der er rigtig mange passagerer, som får en bedre og mere regulær rejsetid, og ganske få, der får en lidt dårligere betjening. Det er 32.000 passagerer mod 100 passagerer, og derfor støtter vi op om det store forslag, siger John Schmidt Andersen.

FAKTA: Det vil DSB ændre på Frederikssundsstrækningen

DSB-direktør sikker på "god løsning"

Til dagens møde deltog også repræsentanter fra kommunerne Egedal, Ballerup, Herlev, Frederiksberg, København, da de ruter, som DSB ønsker at ændre, også kører gennem her.

- Vi har fremlagt en køreplan for S-tog, som, vi mener, samlet set skaber flest kunder og afhjælper trængselsproblemerne på motorvejen mest muligt. Det har kommunerne helt naturligt nogle synspunkter på, og det har vi haft nogle gode drøftelser omkring, siger Flemming Jensen, administrerende direktør i DSB, til TV 2 Lorry.

Flemming Jensen, administrerende direktør i DSB.
Flemming Jensen, administrerende direktør i DSB.
Foto: TV 2 Lorry

For så vidt angår Skovbrynet Station udtaler han:

- Vi er enige om antallet af kunder på Skovbrynet Station. Så nu sætter vi os ned sammen med kommunen og kigger på, hvad det totalt set betyder for den S-togstrækning at lukke stationen, eller om der er input, der gør, at vi skal gøre det på en anden måde. Så vi fortsætter den gode dialog, og så er jeg sikker på, vi finder en god løsning.

Flemming Jensen understreger samtidig, at beslutningen om at lukke stationen stadig ikke er truffet, men at der indtil videre er tale om et udkast.

- Vi skal have taget en drøftelse med de respektive kommunernes embedsfolk om DSB’s udspil og de holdninger, man kan have fra kommunen. Og så må vi se på, om ikke vi kan få en fælles forståelse af, hvad der er den bedste løsning, siger DSB-direktøren.

Når den endelige køreplan er klar, vil dens ændringer træde i kraft næste år.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Trafik

hillerødmotorvejens forlængelse

playUdbygning af Hillerødmotorvejen er nu et skridt tættere på virkelighed

20_percent

playLadeoperatør fordobler i år antallet af ladestandere til elbiler i hovedstaden

Stevns trængsel

Årtiers køkørsel kan forsvinde med anlæggelsen af en ny statsvej

hillerød forside

playMilliardforhandlinger giver nyt håb for Hillerødmotorvejen

Gladsaxe

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere