Stor jagt fører til anholdelse af mand efter travbane-overfald

Kvinde blev fredag overfaldet tæt ved travbanen i Charlottenlund. En 40-årig mand er sigtet for grov vold.

En 40-årig mand er blevet anholdt, efter at en kvinde fredag morgen blev overfaldet nær Charlottenlund Travbane.

Det oplyser pressevagten hos Nordsjællands Politi.

Kvinden blev udsat for grov vold under episoden, der blev anmeldt til politiet klokken 07.15.

Efter anholdelsen var politiet fredag aften fortsat i gang med sin efterforskning.

En adresse på Rådhusvej bliver ransaget, og flere beboere er blevet evakueret, oplyser politiet på Twitter klokken 18.20. Billeder fra stedet viser et massivt politiopbud.

- Da vi ikke kan udelukke noget så tidligt i efterforskningen har vi af sikkerhedsmæssige årsager valgt at evakuere nogle lejlighedsopgange på Rådhusvej, og vi lukker af for trafikken på nogle veje i området. Vi beklager den ulempe, det må medføre, skrev politiet, der ikke ville sige mere fredag aften.

Kvinden er blevet behandlet på skadestuen, men pressevagten kan ikke oplyse, hvor skadet kvinden er. Det er også uvist, om kvinden er blevet udskrevet igen.

Siden jagtede politiet gerningsmanden med droner og patruljehunde. Politiet har nu indstillet eftersøgningen og formoder, at den 40-årige er gerningsmanden. Han blev anholdt klokken 14.25.

"Psykisk uligevægtig"

Han bliver af politiet "skønnet psykisk uligevægtig". Det skal nu blandt andet besluttes, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør lørdag.

Pressevagten hos Nordsjællands Politi kan ikke oplyse yderligere om, hvad der skete under overfaldet, eller hvem der anmeldte det.

Jagten førte fredag morgen til lukning af Charlottenlund Station i godt tre timer.

Flere politipatruljer har ledt efter manden i et område, der strækker sig fra Jægersborg Station til Charlottenlund Slot, oplyste politiets kommunikationsmedarbejder. Der var tilsyneladende tale om en massiv indsats.

Vicepolitiinspektør i Nordsjællands Politi Per Thuesen siger i en pressemeddelelse sent fredag aften, at overfaldet var "umiddelbart umotiveret".

Politiet skal "efterforske videre i sagen" - blandt andet for at fastslå motivet.

- Og det kan ikke afvises, at manden vil blive sigtet for yderligere forhold, siger Per Thuesen.

Manden er blevet sigtet for grov vold, fremgår det i pressemeddelelsen.

Overfaldet skete i krydset ved Ordrup Jagtvej og Traverbanevej. Kvinden blev kørt til behandling på skadestuen.

På baggrund af overfaldet vil politiet lørdag være til stede ved Charlottenlund Station med en mobil politistation mellem klokken 10 og 16. Her kan borgere få en snak med betjente, lyder det.

/ritzau/

Gerningsmand anholdt
Foto: www.presse-fotos.dk

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik