Rektor på corona-ramt gymnasium: - For drastisk at lukke hele skolen ned

Fire elever fra Ordrup Gymnasium er smittet med covid-19, men efter at have rådført sig med Styrelsen for Patientsikkerhed har skolens rektor valgt ikke at lukke helt ned.

Nye smittetilfælde med coronavirus er efter sommerferien begyndt at dukke op på flere skoler og daginstitutioner.

Senest er daginstitutioner i Roskilde og Hillerød lukket helt ned. Og i Gentofte og på Amager er skoleelever og lærere blevet sendt hjem, efter nye smittetilfælde.

I alle tilfældene er der tale om, at enten ét barn eller én voksen har været smittet, men på Ordrup Gymnasium nord for København er det mandag kommet frem, at fire elever er smittet.

- Det drejer sig om tre elever, der slet ikke har været på skolen, og en elev, der har været på skolen få timer onsdag. De elever, der har været i kontakt med den smittede, er blevet sendt hjem og bliver testet og må først komme tilbage på skolen, når de er sikre på, at de ikke har coronavirus, siger rektor på Ordrup Gymnasium, Søren Helstrup, til TV 2 Lorry.

- Jeg har talt med Styrelsen for Patientsikkerhed både fredag og mandag, og de siger, at så længe der er tale om et enkelt smittetilfælde på skolen, skal vi ikke sende flere hjem end dem, som den smittede har været i tæt kontakt med, uddyber han.

Rektor: et stort dilemma

De tre elever, der ikke har været på skolen, har været i karantæne, siden de blev testet for coronavirus, men situationen på Ordrup Gymnasium kan hurtigt eskalere, hvis flere viser sig at være smittede, og rektor Søren Helsted må imødese de næste dage med spænding.

- Hvis vi får flere smittetilfælde de kommende dage, skal vi gøre noget andet. Det må være en konkret vurdering. Det giver mening, at man lukker ned, der hvor der er meget smitte, men at lukke hele skolen ville være drastisk, så længe vi ikke har mere end én smittet elev, der har været på skolen i kort tid.

- Jeg synes dog, det er et stort dilemma, når man politisk har vedtaget en genåbning, samtidig med at vi skal håndtere virus-udrydning. Jeg synes, at det er altafgørende, at jeg rådfører mig med folk, der ved mere om det, end jeg gør. Jeg fralægger mig på ingen måde et ansvar, men jeg følger de råd fra eksperter, vi får, siger rektor Søren Helsted til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik