Pindsvinehospital mangler frivillige: "Nogle mangler ben og ansigt"

Pindsvin uden ansigt og ben.

Befængte med spy og maddiker.

Det er hård kost at tage sig af forulykkede pindsvin. Det ved Mie Hartung, der er formand for Pindsvinehospitalet i Gentofte. Her plejer hun dagligt de piggede dyr og sørger for, at dem, der kan, vender tilbage til naturen.

quote Vi er her ikke for at helbrede dem alle sammen, men vi er her for, at dem, der overlever, kan få et godt liv i naturen.

Mie Hartung, formand, Pindsvinehospitalet Gentofte

- Vi mangler frivillige, der kan hjælpe til. Det kan være med alt fra rengøring af bure til at lave og servere mad for dyrene og medicinere dem. Jeg har brug for nogen, der kan komme her fysisk og hjælpe, siger hun.

Alene i 2020 har Pindsvinehospitalet modtaget over 200 tilskadekomne pindsvin.

- Nogle af dem mangler det halve af ansigtet, har mistet et ben eller er blevet bidt. Vi er her ikke for at helbrede dem alle sammen, men vi er her for, at dem, der overlever, kan få et godt liv i naturen, siger Mie Hartung.

Ifølge Pattedyrforeningen mister 50.000-80.000 pindsvin livet på de danske veje hvert år, hvortil et ukendt antal pindsvin omkommer ved ulykker i villahaver.

Honning er ren guf for de piggede pindsvin.
Honning er ren guf for de piggede pindsvin.
Foto: Malte Jørstad

Søger hjælp gennem sociale medier

Mie Hartung samarbejder med dyrelæger- og klinikker i hovedstadsområdet, og hun har bemyndigelse til at drive pindsvineplejestation af Miljø- og Fødevarestyrelsen.

Som næsten eneste kvinde på posten, er der dog alt for meget at se til, når det praktiske også skal ordnes.

- Vi kunne godt bruge en ti til femten frivillige. Lige nu er vi fire, siger hun.

En af de fire er Sabina Jensen, der fandt frem til Mie Hartungs pindsvinehospital gennem netop et opslag på Facebook.

- Jeg var på besøg, blev ramt af det og tænkte, at det vil jeg rigtig gerne hjælpe med, siger Sabina Jensen.

- Jeg hjælper med alt fra rengøring, medicinering og henter pindsvin på andre hospitaler, hvis de skal herover og have noget ekstra pleje, tilføjer hun.

Er det dét værd at bruge sin fritid på pindsvin?

- Ja, jeg føler, vi har brug for at være noget for hinanden og for dyrene. Jeg har ikke før været opmærksom på, hvor udsatte pindsvin er, og jeg har det sådan, at hvis jeg bare skal bruge to timer af min dag på at nogle dyr får det bedre, så vil jeg gerne det.

Du kan se en video med Mie Hartung og hendes arbejde for pindsvinenes overlevelse i toppen af artiklen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik