Overfaldt og truede kvinder for at standse sammensværgelse

En 40-årig mand er fængslet og skal overføres fra arrest til retspsykiatrisk afdeling, når der er plads.

En 40-årig mand, der fredag blev anholdt efter en omfattende politijagt i Charlottenlund, er lørdag blevet varetægtsfængslet i foreløbig 13 dage.

Det skete ved et grundlovsforhør ved Retten i Helsingør, oplyser senioranklager Rikke Hald fra Nordsjællands Politi.

Fredag morgen kom en knivbevæbnet mand løbende hen mod en bil, der holdt på Jægersborg Allé.

Manden bankede hård på bilruden med kniven, og sagde til kvinden, der sad i bilen, at hun ikke skulle føle sig sikker, og at han ville komme efter hende.

Ti minutter senere blev en anden kvinde overfaldet ved et stisystem tæt på Charlottenlund Travbane.

Hun havde netop lukket sine to hunde ud af bilen, da en mand kom løbende og slog hende i ansigtet med en kniv. Hun fik en voldsom flænge, der blev syet med syv sting.

Det blev indledningen på en mere end syv timer lang menneskejagt med droner og hunde. Eftersøgningen betød også, at Charlottenlund Station blev lukket i godt tre timer.

Klokken 14.25 blev den 40-årige anholdt. Efterfølgende ransagede politiet en adresse på Rådhusvej, hvor nogle beboere blev evakueret og nærliggende veje afspærret.

I grundlovsforhøret lørdag formiddag erkendte den 40-årige de faktiske omstændigheder.

- Men han mener, at han arbejder i en højere sags tjeneste, fortæller Rikke Hald.

- Han mener, at hele Danmark er ved at blive overtaget af en kult, og at han har en højere myndighed til at forhindre det.

Manden er foreløbig sigtet for trusler og grov vold.

- Men der kan komme flere sigtelser til på et senere tidspunkt. Blandt andet satte han sig voldsomt til modværge ved anholdelsen, forklarer senioranklageren.

Den 40-årige sidder i øjeblikket i Vestre Fængsel, men dommeren bestemte, at han skal overføres til en retspsykiatrisk afdeling, så snart der er en ledig plads.

/ritzau/