Nu tårner tæskedyre liebhaverblokke over Øresund i rigmandsghetto

Mandag var der rejsegilde på to boligblokke med Danmarks suverænt dyreste lejligheder, som skal stå klar til indflytning i 2022. Kun få af de rasende dyre boliger er dog solgt.

Har man mange penge, og finder man tryghed i at vide, at ens nabo også har mange penge, så står der inden længe to tårne og knejser ud over Øresund, som kan dække ens boligbehov.

Mandag var der rejsegilde på prestigebyggeriet Tuborg Strandeng, hvor jakkesæt fra pensionskasser, entreprenører, tegnestuer sammen med Gentoftes borgmester, Hans Toft (K), markerede, at skroget til de første to af i alt fem kysthuse nu står klar.

- Med udgangspunkt i lokalplanen har arkitekterne, bygherren, entreprenøren og rådgiverne til fulde levet op til mulighederne for at udvikle dette helt unikke område på bedste vis og i et meget fint samspil med den øvrige del af Tuborg-området, lød det fra borgmesteren ved rejsegildet.

Boligbyggeriet i Hellerup, der blev påbegyndt i starten af september sidste år, består af lejlighedskomplekser anlagt ud i Øresund ved indsejlingen til Tuborg Havn på grænsen mellem Gentofte og Østerbro.

De to første højhuse – såkaldte kysthuse – med ejerlejligheder, som blev fejret ved mandagens rejsegilde, er allerede på boligmarkedet, mens tre lignende frem mod 2024 skal bygges.

Artiklen fortsætter efter billedet.

De to kystbygninger rummer 49 ejerlejligheder. Priserne starter ved 15,5 millioner og toppes af et salg til 58,5 millioner kroner.
De to kystbygninger rummer 49 ejerlejligheder. Priserne starter ved 15,5 millioner og toppes af et salg til 58,5 millioner kroner.
Foto: Danica Ejendomme

Balstyriske summer

Og vil man indfinde sig i en af de små 50 ejerlejligheder i de to boligblokke, skal man have pengepungen i orden.

De allerdyreste lejligheder er allerede solgt til priser på den anden side af 40 og sågar 50 millioner kroner, men der er fortsat lejligheder til salg med prisskilte i den høje ende af 30’erne.

Danmarks dyreste ejerlejlighed

I juni sidste år kunne ejendommægleren Home melde om et salg af en lejlighed i et af kysthusene på Tuborg Strandeng til 58,5 millioner kroner. Køber er en dansk familie bosat i udlandet, som flytter hjem til Danmark, når lejlighederne står opført.

 

Rekorden for den hidtil dyreste lejlighed blev sat i 2018, da en lejlighedshandel til 28,5 millioner kroner blev gennemført.

 

Lejligheden til 58,5 millioner, der ligger på fjerde sal, er i virkeligheden to lejligheder, som køber har ønsket at slå sammen. Det giver et boligareal på 389 kvadratmeter med mellem otte til 11 værelser, alt afhængigt af hvordan man ønsker at indrette boligen.

 

Derudover kan køberen nyde havudsigten fra en af fire balkoner og to terrasser, der også hører til lejligheden. Til sammen har balkonerne og terrasserne et areal på 182 kvadratmeter.

Artiklen fortsætter efter billedet.

De to første af i alt fem boligblokke ud mod Øresund tager form.
De to første af i alt fem boligblokke ud mod Øresund tager form.
Foto: Danica Ejendomme

Er man en fattigrøv kan man nøjes med de billige lejligheder i bunden af bygningen til 15-20 millioner kroner.

Ud af 49 boliger er blot 11 solgt, mens tre er reserveret og yderligere afsat og venter på købsaftale. Dermed er 33 af de dyre lejligheder fortsat på markedet, selvom indflytningsdatoen langsomt kommer tættere på

De mange tomme projektlejligheder vækker dog ikke bekymring hos Danica Pension, som er bygherre på Tuborg Strandeng.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Fem kysthuse med 167 luksuslejligheder og 156 lejeboliger i karréerne Bakkedraget og Byhuset lidt inde i landet skal stå klar i 2027.
Fem kysthuse med 167 luksuslejligheder og 156 lejeboliger i karréerne Bakkedraget og Byhuset lidt inde i landet skal stå klar i 2027.
Foto: Danica Ejendomme

- Vi oplever en stigende efterspørgsel på boligerne, og har i løbet af de seneste uger haft et godt salg. Vi håber og tror på, at vi kan melde udsolgt, når byggeriet engang står færdigt, udtaler Michael Nielsen, der er administrerende direktør i Danica Ejendomme.

Har man ikke råd til ejerboligerne – eller er man bare mere til at bo til leje – kan man i stedet slå sig ned i en af lejeboligerne, der opføres i skyggen af kysttårnene lidt tilbagetrukket fra vandkanten. Her bygger Danica Pension 156 lejeboliger, hvor huslejen starter fra 23.000 per måned eksklusive forbrug.

Når det samlede projekt på Tuborg Strandeng står færdigt i 2027, vil området rumme i alt 323 boliger; 167 af dem vil være ejerlejligheder til svimlende millionsummer i de fem rigmandstårne ud mod Øresund.

Kysthusene på Tuborg Strandeng

  • Kysthusene kommer til at få fodfæste i Øresund. Konkret betyder det, at kysten er udvidet.

 

  • Der er solgt flere dyre lejligheder i de første to kysthuse. Det dyreste salg beløber sig til 58,5 millioner kroner, mens en anden lejlighed til 48 millioner også er solgt.

 

  • Højeste kysthus er 13 etager. De øvrige fire huse er 6-7 etager.

 

  • Byggeriet bliver i alt på 53.550 kvadratmeter.

 

  • Samlet vil det bestå af 323 ejer- og udlejningsboliger. For foden af boligerne anlægges sydvendte inderhavne. 167 af de 323 lejligheder har første parket til Øresund.  

 

  • Kysthusene er tegnet af Lundgaard & Tranberg. Alle boliger er forskellige, hvilket også kommer til udtryk når man kigger op på husene.

 

  • Som udgangspunkt har hver lejlighed en unik boligplan, men man kan også vælge en variant, hvor man har mulighed for at bestemme, hvor køkken, bad og garderobe placeres.

 

  • Lejlighederne kommer desuden med fælles badebro og sauna. 

 

  • Samtlige Tuborg Strandeng-boliger har mindst to balkoner, tagterrasser og taghaver.

 

  • Kysthusene er hovedsagligt orienteret mod syd med udsigt over Svanemøllebugten.

 

  • Indledningsvist opføres to kysthuse med 50 boliger på mellem fire og tolv etager. Boligerne er omkring 160-320 m2. Alle boliger kommer med to parkeringspladser i en underjordisk garage.

 

  • De første lejligheder i Kysthus 1 og Kysthus 2 er sat til salg.

 

 

Kilde: Danica Pension


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik