Mere vejarbejde kommer til at spærre motorvej yderligere

Vejdirektoratet skal anlægge ny, klimavenlig asfalt på Helsingørmotorvejen ved Jægerborg. I forvejen er man i gang med et lignende arbejde ved Espergærde.

Bilister på E47 Helsingørmotorvejen må væbne sig med yderligere tålmodighed i de kommende uger.

For mens der i øjeblikket pågår vejarbejde mellem Kongevejen og Humlebæk ved Espergærde, så vil der fra natten til torsdag også påbegynde vejarbejde ved Jægersborg mod København.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse. Der er dog intet problem i, at man nu har gang i to projekter på samme tid på Helsingørmotorvejen, lyder det fra vejdirektoratet.

- Det ligger jo langt fra hinanden. Og strækningen ved Jægersborg er forholdsvis kort, det er kun en kilometer. Vi er nødt til at have gang i flere steder på en gang. Med den afstand, der er mellem de to steder her, kan vi sagtens håndtere det, siger Bo Wamsler, der er entrepriseleder hos vejdirektoratet, til TV 2 Lorry.

Beklager gener

For at genere trafikanterne ved Jægersborg mindst muligt bliver vejarbejdet udført om aftenen og natten fra klokken 18.30 og 05.00.

For at skabe sikre arbejdsforhold for asfaltarbejderne bliver vejtrafikken mod Helsingørmotorvejen i motorvejskryds Kgs. Lyngby - Jægersborgvej mod København spærret fra klokken 20.00 til klokken 05.00.

I stedet bliver der etableret en skiltet omkørselsrute. Følgende tre ramper vil være spærret i tidsrummet 20.00 til 05.00:

  • Frakørselsrampe 7 Jægersborgvej i sydgående retning.
  • Frakørselsrampe 6 Jægersborgvej i sydgående retning.
  • Frakørselsrampe 5 Brogårdsvej i sydgående retning.

Ved Espergærde finder arbejdet sted i begge retninger fra til- og frakørselsanlægget Humlebæk 5 og til lyskrydset ved Kongevejen i begge retninger - i alt omkring fem kilometer. Det sker i aften- og nattetimerne fra klokken 20.30 til 06.00.

Det forventes, at man er færdig med arbejdet på begge strækninger ved udgangen af næste uge. 

I de perioder, hvor der ikke arbejdes, er der åbent for trafik i fuldt omfang. Der køres dog periodevist på fræset eller uafstribet belægning. Derfor vil der være nedsat hastighed på disse strækninger.

- Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte udføre for naboerne og trafikanterne, lyder det i pressemeddelelsen.

Klimavenligt aftryk

Begge steder skyldes vejarbejdet, at der skal lægges ny klimavenlig asfalt.

Arbejdet starter med, at den gamle belægning affræses. Herefter udføres der lokale reparationer i den underliggende belægning. Endelig udlægges den nye asfalt, og til slut påføres der striber.

- Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.

Det skyldes, at klimavenligt asfalt har en glattere overflade og skaber mindre rullemodstand. Det reducerer bilernes brændstof og reducerer CO2. Den mindre rullemodstand har ingen betydning for trafiksikkerheden.

Ifølge Vejdirektoratets beregninger bruger biler og lastbiler cirka 1,2 procent mindre brændstof, når der køres på veje med klimavenlig asfalt.

- Det lyder måske ikke af meget – men det bliver en rigtig stor CO2-besparelse, når der på et normalt år køres 26 milliarder kilometer på vores motorveje og hovedlandeveje, udtalte transportminister, Benny Engelbrecht (S), i en pressemeddelelse tidligere på sommeren.

Derudover viser Vejdirektoratets foreløbige resultater, at den klimavenlige asfalt også har en positiv effekt i forhold til at reducere støjen fra vejtrafikken.

Det er dog endnu for tidligt at se, hvor stor støjreduktionen vil være på længere sigt, eftersom der er tale om et nyt produkt.

Udlægger 100 kilometer klimavenlig asfalt

Den klimavenlige asfalt er et nyt, specialblandet produkt, som er udviklet siden 2011 i samarbejde mellem Vejdirektoratet, og forskere fra universitetsverdenen samt fra industrien.

I de kommende måneder udlægger Vejdirektoratet mere end 100 kilometer klimavenlig asfalt på strækninger af motorveje og hovedlandeveje over hele landet.

Udlægningen sker i forlængelse af Vejdirektoratets løbende vedligeholdelse af statsvejnettet. At der anvendes klimavenlig asfalt, skyldes regeringens beslutning om, at al ny asfalt på det overordnede vejnet som udgangspunkt skal være klimavenlig.

Disse strækninger får klimavenlig asfalt i 2021

Disse strækninger i TV 2 Lorrys sendeområde får klimavenlig asfalt i 2021:


  • M14 ved Espergærde, 5 km i begge retninger
  • Hovedlandevej 104 ved Hillerød, 7 km
  • E20 Køge Bugt Motorvejen i østgående retning fra Greve til Hundige, 3 km


Strækninger i resten af landet:


  • E45 Nordjyske Motorvej lige syd for Limfjordstunnellen, 8 km i begge retninger
  • E45 Sønderjyske Motorvej i nordgående retning fra Christiansfeld til Esbjergmotorvejen, 16 km
  • E20 Vestmotorvejen i østgående retning rundt om Slagelse, 7 km
  • M11 Holbækmotorvejen i vestgående retning fra Kr. Sonnerup til Kalundborgmotorvejen, 5 km
  • E20 Fynske Motorvej fra Odense V til Årup, 12 km i begge retninger
  • M50 ved Herslev, 5 km i nordgående retning
  • Hovedlandevej 609 syd for Nr. Aaby, 8 km
  • Hovedlandevej 427 ved Thisted, 5 km
  • Hovedlandevej 411 ved Sønderup, 3 km
  • M11 ved Højby, 4 km
  • M80 ved Hjallerup, 4 km


Kilde: Vejdirektoratet 

Her ses et Danmarkskort med de strækninger, hvor der udlægges klimavenlig asfalt i 2021.
Her ses et Danmarkskort med de strækninger, hvor der udlægges klimavenlig asfalt i 2021.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik