Malene Schwartz sender af særlig årsag egne malerier på auktion: ”Jeg er meget nervøs”

Malene Schwartz har sagt ja til, at hendes billeder kan sælges på en auktion lørdag - pengene går til ukrainske børn i Danmark.

Bare fordi man har droslet ned for sit oprindelige fag og sin kunst - så behøver man jo ikke gå op og lægge sig. 

I hvert fald ikke, hvis man er Malene Schwartz. 

Den folkekære skuespiller har kastet sig over malerkunsten, og det fører nu til, at hendes billeder lørdag sælges på en auktion i Svenske Villa i Bernstorffsparken i Gentofte. 

Som skuespiller kender Malene Schwartz selvfølgelig til premierenerver, men lørdagens auktion er alligevel noget andet.

- Jeg er virkelig nervøs,  det må jeg sige. Det holder mig vågen om natten. Jeg ved jo ikke,  om folk synes det er noget værre skidt, jeg laver. Men jeg gør det for at samle penge ind til mennesker, der trænger, og jeg håber, jeg falder i nogens smag så jeg kan få solgt de billeder. Det skulle helst gå godt, fortæller Malene Schwartz til TV 2 Lorry.

Hun har droslet godt og grundigt ned for skuespillet og betegner sig selv som en "gammel pensionist, der har rundet sit 60-års scenejubilæum". Men trods det, så har hun stadig behov for at udtrykke sig. Og da hun fik tiden til det, kastede hun sig over malerkunsten.

- Det gør min sjæl glad. Og hvis jeg må være lidt højtidelig - så beroliger det mig. Det er vel ligesom når folk strikker. Det kan jeg så bare ikke, forklarer hun.

Kommer fra kunstnerfamilie

Malene Schwartz har det ikke fra fremmede, når hun sætter sig ved staffeliet.

quote Dermed har jeg ikke sagt, at jeg er en strålende maler. Overhovedet ikke! Det er en hobby.

Malene Schwartz, skuespiller - og kunstmaler

- Jeg er ud af malerfamilie. Min far var kunstmaler og blev så kunstkritiker på Politiken. Men han stammede fra Skagen og havde nær kontakt til guldaldermalerne der. Hans far var borgmester der,  og de kom sammen med alle de mennesker, og han blev inspireret. Jeg har vel arvet nogle af de gener - i hvert fald rent lystbetonede gener, og så har vi i øvrigt mange kunstnere i familien, forklarer hun og tilføjer:

- Dermed har jeg ikke sagt, at jeg er en strålende maler. Overhovedet ikke! Det er en hobby, hvor jeg har taget nogle kurser i akvarelmaling. Og i øjeblikket er jeg med i en gruppe af amatørmalere, som mødes hver lørdag. Vi har ingen underviser, men vi mødes og maler. Vi udveksler erfaringer - og så får vi en lille en og spiser frokost, siger Malene Schwartz.

Eventyrskov af Malene Schwartz.
Eventyrskov af Malene Schwartz.

Og nu skal hendes billeder på auktion i kulturhuset Svenske Villa, der ligger i Bernstorffsparken i Gentofte Kommune. Her mødte hun på et tidspunkt Gentoftes tidligere borgmester, Hans Toft. Og da han hørte, at Malene Schwartz havde kastet sig over maleriet, fik han ideen til en auktion.

- Det er en stor glæde at byde Malene Schwartz velkommen i Svenske Villa og få lov til at udstille hendes spændende malerier. Og vi glæder os naturligvis også særligt over den generøsitet, som Malene Schwartz udviser ved at donere hele salgsbeløbet ved auktionen til Røde Kors’ arbejde for ukrainske børn i Danmark, siger han.

Vil hjælpe andre

Selv om det ikke har været en ambition for Malene Schwartz at få billederne ud i en offentlig sammenhæng, så faldt hun for ideen om at hjælpe. Som hun siger til TV 2 Lorry:

-  Jeg har malet så meget. Jeg har stabler af malerier stående og har flere gange tænkt over, hvad der dog skal blive af dem. Jeg har tænkt over, om man ikke kunne finde på noget, der kan gøre andre godt. Og så var det, Hans Toft kom og overtalte mig til auktionen i Svenske Villa, siger hun.

Når lørdagens auktion gennemføres, bliver det den kendte auktionarius, Jesper Bruun Rasmussen, som svinger hammeren.

- Så jeg har professionelle folk bag mig, siger Malene Schwartz, der selv vil være til stede ved auktionen. Overskuddet går til Røde Kors´ arbejde med ukrainske flygtningebørn i Danmark.

- Jeg kan desværre ikke regne med, at der kommer millioner ind, men håber da, at overskuddet alligevel kan gøre en forskel, siger hun.

De 39 værker har i nogle dage været udstillet i Svenske Villa, og lørdag klokken 14 går det løs. 

Kvinderne fra Matador

Efter et langt liv som både skuespiller og teaterdirektør begyndte Malene Schwartz for nogle år siden at skrue ned for sit professionelle liv. Og trods et hav af roller på både scene og i film, så er og bliver det rollen som Maude Varnæs i nationalklenodiet Matador, danskerne bedst kender og elsker hende for. Og lige præcis den rolle betyder også, at det med de skrå brædder ikke er helt slut endnu.

- Den 2. november skal jeg optræde med tre andre fra Matador på Nørrebros Teater. Sammen med Ghita Nørby, Sonja Oppenhagen og Kirsten Olesen skal jeg sidde på scenen og tale om de oplevelser, vi havde med Matador, fortæller hun.

Talkshowet med de fire Matador-kvinder er for længst udsolgt. 

Og forhåbentligt falder lørdagens auktion mere heldigt ud, end da Maude Varnæs havde et maleri med på en velgørenhedsauktion i fjerde afsnit af Matador. Her blev det købt af Tjener Boldt (Per Pallesen) og endte sidenhen på væggen hos Agnes Jensen (Kirsten Olesen).

Prisen lød på to kroner.

Maude Varnæs gik op og lagde sig.

Også dette værk er med på auktionen i Svenske Villa.
Også dette værk er med på auktionen i Svenske Villa.













Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik