Ishockeyklub mangler million: Sponsorer har ikke betalt

Ishockeyklubben Gentofte Stars mangler omkring en million kroner for at kunne køre forretningen videre i resten af sæsonen.

Der var stor glæde i ishockeyklubben Gentofte Stars, da det sidste år lykkedes klubben at sikre sig en sølvmedalje i den danske ishockeyliga Metal Ligaen.

Den flotte præstation gav fornyet opmærksomhed til klubben, der kunne en stigende interesse fra både fans og sponsorer.

Desværre er klubben nu havnet i en økonomisk krise. Det skyldes, at flere af klubbens sponsorer ikke har kunne indfri de aftaler, de har indgået med klubben, der nu står og mangler i omegnen af en million kroner.

- Det er dødirriterende, fordi vi har et fantastisk hold, der kan vinde medaljer igen i år, så vi har brug for at det her projekt, det lykkes, siger Michael Schäbethal, direktør i Gentofte Stars. 

Gentofte Stars har nu en uge til at finde en million kroner. Ellers må Gentofte Stars vinke farvel til sine bedste spillere.

Optimistiske fans støtter op

Også fans af klubben er påvirket af udmeldingen om den økonomiske usikkerhed.

- Det ville være rigtig, rigtig ærgerligt rent sportsligt, hvis vi ikke kunne komme i mål med det. Og så er der jo klubfølelsen. I hjertet ville det gøre rigtig ondt, hvis man måtte kapitulere her, men jeg tror på, at det kan lykkes, siger Stefan Myrläf, der er én af de fans, der aktivt hjælper klubben.

I går startede han og andre fans en indsamling til klubben, og i dag har den nået næsten 20.000 kroner. 

Et beløb, der ligger langt fra en million, men ifølge Stefan Myrläf gør det heller ikke noget, da det i højere grad handler om at samle et fællesskab omkring klubben.

Konsekvensen kan blive færre spillere

Hvis det ikke lykkes Gentofte Stars at finde den manglende million, så kan konsekvensen ifølge direktøren være, at man bliver nødt til at fritstille nogle af de mest løntunge spillere. 

- Det værste der kan ske for os, det er at vi er nødt til at barbere ned i vores trup. Det håber vi selvfølgelig, at vi slipper for, men hvis det skulle ske, må vi gennemføre sæsonen med en lidt smallere trup, siger Michael Schäbethal til TV 2 Lorry.

Direktøren fortæller, at man i klubben allerede arbejder på at finde nye sponsorer, og at det indtil videre er lykkes at dække en del af millionen ind.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik