I aften sker det: Historisk travbanes skæbne skal afgøres

Onsdag aften skal medlemmerne af det danske travselskab tage en vigtig beslutning. Skal Charlottenlund Travbane moderniseres eller skal den flyttes til Høje Taastrup?

Hovetramp og hestevrinsk kan måske være fortid på nordens ældste travbane i Charlottenlund.

- Ville man sælge Tivoli og flytte Tivoli til Høje Taastrup? Det tror jeg, at alle ville betragte som det rene vanvid, og på lignende vis betragter jeg det som det rene vanvid at flytte Charlottenlund Travbane til Høje Taastrup.

quote Jeg synes, at man skyder sig selv i foden ved at flytte beliggenheden fra noget fantastisk til noget middelmådigt.

Theodor Nielsen, medlem af det danske travselskab

Sådan siger Theodor Nielsen. Han er hesteejer og medlem af det danske travselskab. 

Onsdag den 16. juni om aftenen skal han og de andre medlemmer stemme om, hvorvidt den 130 år gamle travbane enten skal forblive i Charlottenlund og moderniseres, eller om den skal sælges og opføres på ny i Høje Taastrup.

Travbanen har ligget i Charlottenlund i 130 år, og det var her den kendte travhest Tarok vandt Dansk Trav Derby i 1976.
Travbanen har ligget i Charlottenlund i 130 år, og det var her den kendte travhest Tarok vandt Dansk Trav Derby i 1976.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry

Theodor Nielsen ville være ked af en flytning.

- For mig, der vil det være glæden og nostalgien, der forsvinder. Min kærlighed til travsporten vil ikke ændre sig, men jeg synes, at man skyder sig selv i foden ved at flytte beliggenheden fra noget fantastisk til noget middelmådigt. Jeg synes, at det er værd at kæmpe for det, som jeg synes er rigtigt, og det er at blive i Charlottenlund, siger Theodor Nielsen til TV 2 Lorry.

Det var på Charlottenlund Travbane, også kendt som Lunden, at den berømte danske travhest Tarok vandt Dansk Trav Derby i 1976. På det tidspunkt var Lunden velbesøgt.

En ny travbane i Høje Taastrup?

I dag skal man kigge langt efter det massive publikumsfremmøde. De ældre generationer er på vej på pension, præmierne bliver mindre og der avles færre gode travheste.

Alt sammen noget der bidrager til tvivlen om Lundens eksistensberettigelse.

- Hvis ikke vi kommer ud og samler hestesporten et nyt sted, så er det slut. Jeg er en ældre mand, snart 70 år, så jeg kan jo være ligeglad, men det er jeg ikke, siger Søren Kolberg

quote Hvis ikke vi kommer ud og samler hestesporten et nyt sted, så er det slut.

Søren Kolberg, amatørtræner og kusk

Søren Kolberg har været amatørtræner og kusk i 40 år. Ifølge ham er en flytning den bedste løsning - både for sporten og hestene.

- Vi skal have nogle bedre faciliteter til hestene. Dem vi har i dag, de er katastrofale. Hestene står som i et fængsel. Vi skal have noget bedre og mere dyrevelfærd. Vi kan ikke lade dem gå rundt på små frimærker. Det kan ikke lade sig gøre, og det må vi ikke gøre. Det er vores bedste venner, vores børn, vores heste, vores liv. Vi kommer til at gøre noget, og det skal gøres nu, siger Søren Kolberg.

Charlottenlund Travbane
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry

Man anslår, at travbanen i Charlottenlund kan sælges for cirka en milliard kroner. De penge skal efter planen bruges til at finansiere opførsel af en ny travbane i Høje Taastrup med bl.a. en multifunktionel tribune, væddeløbsbane, stalde, butikker og restauranter.

Og det er et byggeri, som Høje Taastrups borgmester gerne vil have indenfor kommunegrænsen.

- Jeg synes, det er en fantastisk idé. Det er en helt oplagt placering her på et regionalt fritidsområde, hvor vi i forvejen har oplevelsesaktiviteter. Vi har en racehall og snart kommer der et padle tennis-anlæg, så det vil jo fasttømre det her område som et sted, hvor man kan tage hen, når man skal have det sjovt, siger borgmester, Michael Ziegler.

Den nye travbane forventes at koste cirka 435 millioner kroner. Det vil altså ud fra den fremlagte plan frigive en formue på 400-500 millioner kroner. Disse penge planlægger man at investere i sporten, f.eks. ved at investere i boliger, der kan opføres på Charlottenlund travbane.

- Der er også nogle, som har nogle visioner med det. Som vil ud og konkurrere i Europa. Det kommer vi aldrig, hvis ikke vi kommer et nyt sted hen. Trav, galop, dressur, pony. Alt skal samles et sted, hvor der bliver noget liv, også for børn og unge mennesker, som skal drive sporten videre. Det er ikke sådan nogle gamle nogle som mig, siger Søren Kolberg

Modernisering er et must

Theodor Nielsen er enig i, at faciliteterne ikke er optimale på Charlottenlund Travbane, men han mener, at problemet kan løses på banens nuværende placering.

- Der er ingen, der ønsker at beholde banen, som den er. Der er meget modernisering, der skal gøres, fastslår han.

Theodor Nielsen mener at Charlottenlund Travbane kalder på forbedringer, men beliggenheden skal ikke skiftes ud.
Theodor Nielsen mener at Charlottenlund Travbane kalder på forbedringer, men beliggenheden skal ikke skiftes ud.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry

Flere villaer ligger lige op og ned af travbanen. En af dem tilhører Lone Dixon, og hun håber også på en modernisering af den eksisterende travbane.

- Jeg håber, at hvis Lunden får lov til at blive, så bliver det også med en løfte om at udvikle det herlighedspotentiale, som grunden har, så stedet igen kan samle generationer på tværs af aldre til sportslige oplevelser, siger hun til TV 2 Lorry.

Lone Dixon og familien værdsætter både travbanens historie, sporten og at have heste i baghaven. Og derfor er aftenens afstemning en lidt for spændende affære for hende.

- Vi er enormt bekymret, især set ud fra et historisk perspektiv. Vi ligger i en smørklat af hesteaktiviteter. Der er en galopbane, flere rideskoler og så ligger der også vores travbane, og den skal blive liggende, hvor den er. Vi tror, at det er her slaget skal stå, hvis travsporten skal bestå, siger Lone Dixon.

"Jeg tror, at vi bliver i Charlottenlund"

En restaurering af Lunden vil bl.a. indebære, at en ny publikumsterrasse med staldfaciliteter nedenunder bygges foran den gamle tribune. De gamle staldbygninger skal sælges og ombygges til boliger. Desuden vil man gøre travbanen egnet til andre typer aktiviteter, så banen kan benyttes året rundt.

Det er den løsning, som Facebook-gruppe "Bevar travbanen i Charlottenlund" og dens over 650 medlemmer støtter op om. 

quote Der er mange, der er forblændet af drømmen om en milliard, og hvad man kan gøre med en milliard.

Theodor Nielsen, medlem af det danske travselskab

Og spørger man Theodor Nielsen, er han allerede nu ret sikker på afstemningens resultat.

- Jeg tror, at vi bliver i Charlottenlund. Det er jeg ret overbevist om. I travsport er der ufattelig mange følelser involveret, og der er mange, der er forblændet af drømmen om en milliard, og hvad man kan gøre med en milliard, men jeg tror, at når alt kommer til alt, så bør det være det rigtige og naturlige valg at lade travbanen blive i Charlottenlund, afslutter han.

Det er de omtrent 200 medlemmer af Dansk Travselskab, der skal tage beslutningen om travbanens fremtid på en generalforsamling onsdag aften.