Gymnasiekor skal optræde på stor New York-scene

Gammel Hellerup Gymnasiums gymnasiekor skal på søndag optræde på en af New Yorks helt store scener.

Gymnasiekoret på Gammel Hellerup Gymnasium kan se frem til at få noget af en oplevelse i denne uge. De skal optræde på Lincoln Center i New York, hvor også The Metropolitan Opera, The New York City Ballet og The New York Philharmonic Orchestra har hjemme.

Koret skal være med til en uropførsel af korværket Tango Credo, der er komponeret af den berømte argentinske komponist Martin Palmieri.

Spottet i tv

Baggrunden for invitationen ligger i en optræden sidste sommer. Her sang Gammel Hellerups gymnasiekor, da en udstilling om Jutlandia blev indviet på Sydkoreas ambassade. I den forbindelse blev deres optræden vist i tv - og det var her, den argentinske dirigent Saul Zaks så koret og efterfølgende ringede til gymnasiet.

- Jeg tænkte bare: Det her er crazy. Men selvfølgelig - det skal vi! Det er én gang i livet, at man får sådan et tilbud, så vi springer ud i det, siger Mona Høgh Thylgård, der er leder for koret.

Afrejsen til New York er på torsdag, og ifølge Mona Thylgård glæder koret sig meget.

- Vi er vildt spændte på hele oplevelsen. Det bliver en fantastisk oplevelse at være en del af en urpremiere sammen med et kæmpe multikulturelt kor, det bliver en stor oplevelse at optræde i Lincoln Center, og så er det jo New York, siger hun.

Ifølge Mona Thylgård har forberedelsen også krævet hårdt arbejde, da værket både er meget langt og på latin.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik