Gentofte står til at få den største regning i udspil til udligningsreform

Torsdag vil regeringen fremlægge udspil til en udligningsreform, der skal fordele penge mellem kommuner.

I et udspil til en udligningsreform lægger regeringen op til, at de velstillede kommuner i hovedstadsområdet fremover skal bidrage mere til landets kommunekasser.

- Vi kommer til at udligne mere, og bevægelsen er, at det bliver fra øst mod vest. Det handler om hovedstadsområdet i forhold til resten af landet, men også om Østjylland i forhold til resten af Jylland, siger statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview med avisen Danmark.

Torsdag fremlægger regeringen et udspil til en reform af det system, som omfordeler penge fra landets rige kommuner til de fattige.

Statsministeren vil ikke sætte navn på de enkelte kommuner, men 60 kommer til at modtage penge, og 38 kommer til at betale.

Først når udspillet bliver endeligt fremlagt, får kommunerne at vide, om de hører til den ene eller anden kategori. To af kommunerne placerer Mette Frederiksen dog.

TV 2's politiske analytiker, Peter Lautrup-Larsen, vurderer:

Det var en tvangsopgave for en ny regering at tage fat på en udligningsreform hurtigt efter valget, og Folketinget skal gerne blive færdig med forhandlingerne inden sommerferien, da der næste efterår er valg til kommunerne og regionerne. Hvis denne sag kommer for tæt på det valg, vil der opstå slagsmål igen, hvor borgmestre vil skyde skylden på politikerne på Christiansborg for, hvorfor kommunen ikke har nok penge.

 

Det er en besværlig sag, hvor de to store borgmesterpartier, Venstre og Socialdemokratiet, godt er klar over, at de er nødt til at være aksen i aftalen. 

Gentofte med største regning

Gentofte kommer til at afgive flest penge, mens Kalundborg kommer til at score den største gevinst.

- Det handler jo om at fordele de goder, der er i vores samfund. Vi zoomer ind på de kommuner, der har det godt, oplever vækst, stigende beskæftigelse og højt skattegrundlag, og de kommuner, der oplever det modsatte med fraflytninger, store integrationsudfordringer, sociale udfordringer, lavere beskæftigelse, siger statsministeren.

Mette Frederiksen går kun sparsomt i detaljer med, hvordan regeringen ønsker at ændre på kriterierne for udligning.

Dog siger hun, at der kommer til at ske noget på middellevealder.

Gentofte-borgmester Hans Toft har ikke ønsket at udtale sig om udspillet.
Gentofte-borgmester Hans Toft har ikke ønsket at udtale sig om udspillet.
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Regeringen håber på bred aftale

I dag tæller borgere over 85 år på ulempesiden for kommunerne, fordi udgifterne til en borger stiger i de sidste leveår.

I stedet for kun at kigge på befolkningssammensætningen, vil regeringen også se på den gennemsnitlige levealder. Det er, fordi der er stor forskel helbredet hos en 85-årig i eksempelvis Lolland Kommune og i Nordsjælland.

Målet for regeringen er at få især Venstre med i en aftale over midten.

- Venstre har traditionelt sine rødder i nogle af de kommuner i landdistrikterne, som jeg tror vil se på vores udspil med positive øjne, siger statsministeren til avisen Danmark.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik